DM i Skills 2019 kulminerede lørdag med kåringen af danmarksmestrene på 43 erhvervsuddannelser i Arena Næstved.
Prisen som Danmarks bedste receptionistelev gik til 22-årige Thera Kartz Johansen. Hun arbejder til dagligt på Comwell Hotel Kellers Park i Brejning, hvor hun er i gang med at færdiggøre sin uddannelse.
Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, som overrakte trofæer, gav håndtryk og delte rosende ord ud til de alle deltagerne.
"Hver gang man kommer til DM i Skills, ser man, hvor dedikerede I er, hvor engagerede I er, hvor dygtige I er, hvor store ambitioner i har med jeres fag, og det gør en kæmpe forskel. Det gør en forskel for jer selv, for jeres arbejdsplads, for Danmark, for nye unge mennesker, som bliver inspirerede af jeres erhvervsvalg," sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i talen til vinderne ved præmieoverrækkelsen.
Siden Merete Riisager for tredje gang i sin tid som undervisningsminister skød DM i Skills i gang til åbningsceremonien torsdag den 4. april, har mere end 50.000 besøgende lagt vejen forbi DM i Skills i Arena Næstved.