Ferieadrenalinen og forventningens glæde suser i kroppen, men træthed er en almindelig og farlig passager, når man længes efter at nå hurtigt og problemfrit frem til sin destination. En ny undersøgelse om danskernes kør-selv-ferier foretaget af YouGov for GF Fonden peger bl.a. på, at mere end hver femte planlægger at køre tidligt om morgenen mellem kl. 3 og 5, hvor risikoen for træthedsulykker ifølge trafikanalyser er størst, fordi kroppens døgnrytme registrerer, at det er nat.
"Når nordjyderne planlægger en kør-selv-ferie, så beregner de fleste nok en rejseplan med tidlig start, hvor de kan styre udenom myldretiden ved store byer som fx Hamborg, og samtidig ankomme til deres rejsemål på et godt tidspunkt," siger Bente Nielsen fra det kundeejede forsikringsselskab, GF Forsikring, der har kontor i Aalborg.
Trafikanalyser viser også, at risikoen for ulykker er størst, når man har sovet i mindre end 6 timer eller har været vågen i mere end 16 timer. Ikke desto mindre viser undersøgelsen fra GF Fonden, at nogle af de danske kør selv-turister ikke accepterer kroppens fysiologi og behov og dermed udsætter både sig selv om andre for fare. I 10 procent af feriebilerne havde føreren nemlig ikke sovet tilstrækkeligt, inden han eller hun satte sig bag rattet på enten udrejsen eller hjemrejsen.
Nordjyderne er gode til at skifte chauffør
Kører du i bil i mere end otte timer helt uden pause, så bliver ulykkesrisikoen ifølge trafikanalyser fordoblet.
GF Fondens undersøgelse viser, at 8 procent planlægger, at det er den samme chauffør, der skal køre så meget på vej til næste ferie. Planlægningen står desværre i kontrast til realiteterne, for undersøgelsen viser også, at 17 procent af kør-selv-turisterne på den seneste ferie rent faktisk lod den samme chauffør køre i mere end otte timer eller lod den samme chauffør køre hele vejen.
Nordjyderne er duksen i klassen blandt danskerne, der i særklasse taget rådene om chaufførskifte til sig. Det er nemlig kun 8 procent af nordjyderne, der lader chaufføren sidde bag rattet i mere end otte timer.
"Det er en god ide at skifte chauffør undervejs på turen. Fondens undersøgelse peger heldigvis på, at næsten halvdelen skifter chauffør minimum hver 3.-5. time. En frisk chauffør er altid den bedste løsning, når man kører på monotone trafikstrækninger som en motorvej," siger Bente Nielsen.
Overnatninger på vej til ferien
Derfor er det også godt, at to ud af tre af kør-selv-turisterne faktisk vælger at tage en overnatning på vej på ferie. På hjemrejsen falder tallet dog til ca. hver anden.
Når turen går hjemad, så er nordjyderne tidligt ude. Faktisk så tidligt, at 8 procent rammer det risikable tidspunkt mellem kl. 3-5. Blandt de øvrige danskere er det kun gennemsnitligt 5 procent, der påbegynder hjemrejsen så tidligt, mens resten gerne strækker ferien lidt længere.
"En overnatning er den sikre måde at skaffe sig ro og hvile fra trafikken. Der er mange årsager til, at flere overnatter på vej til ferie, men ikke på vej hjem. Det kan skyldes, at man virkelig gerne vil hjem og hellere vil lande i sin egen seng på et skævt tidspunkt end at bruge penge og tid på en overnatning," slutter Bente Nielsen fra GF Forsikring i Aalborg.
Vågen på vejen – tre gode ferieråd:
- Kør gerne tidligt, men følg kroppens døgnrytme og kør ikke for tidligt. Risikoen for ulykker er stor mellem kl. 3 og 5, hvor kroppen fortæller, at det er nat.
- Skift chauffør undervejs – gerne hver 3.-5. time, og hold ofte pause. Kører man mere end 8 timer i stræk helt uden pauser fordobles risikoen for ulykke.
- Vær udhvilet, og sørg for at få sovet mindst 6 timer, inden turen starter. Overvej gerne en overnatning til og fra destinationen.