Procenttallene for ledighed kommer fra Danmarks Statistik, der også har tal for den sæsonkorrigerede ledighed i Odense Kommune. I alt 4.676 fuldtidspersoner var her ledige i august. Bag dette tal er reelt endnu flere odenseanere, da eksempelvis delvist ledige bliver omregnet til fuldtidspersoner. To personer, som har været ledige i 14 dage, tæller på den måde som en fuldtidsledig i måneden.
Knæk på kurven
Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, at ledighedsprocenten er faldet 0,1% på en måned, men man kan optimistisk se det som starten på en længerevarende god udvikling.
Den ansvarlige på området, beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro, siger i en pressemeddelelse:
”Det er godt, at kurven knækker, og ledigheden falder igen. Men vi er stadig langt fra i mål, og vi skal have ledigheden ned på landsgennemsnittet i 2020. Derfor er jeg også på vej med et udspil, hvor vi tager nye midler i brug i forhold til nogle konkrete grupper af ledige.”
En af disse grupper er akademikerne. Årets dimittender fylder mere i ledighedsstatistikken i år end tidligere.
”Vi har gang i meget for akademikerne, men der skal mere til. Derfor er jeg på vej med et nyt udspil, der blandt andet skal sikre, at vi med hjælp fra eksterne partnere får hjulpet flere akademikere ud i virksomhederne,” udtaler Brian Dybro.
En ærgerlig sjetteplads
Ledighedsprocenten i Odense Kommune ligger desværre på en sjetteplads et godt stykke over landsgennemsnittet. Kun Ålborg, tre af Københavns vestegnskommuner og Læsø har procentvist flere ledige. Det ser værst ud på Læsø, hvor den sæsonkorrigerede ledighed er på 6,3%.
For Fyn som helhed er ledighedsprocenten 4,3.
Odense Kommune er i øjeblikket mere udfordret af ledighed end eksempelvis Langeland og Lolland, der tidligere har haft ganske høj ledighed.
Det går fremad
Dansk økonomi klarer sig godt i disse år, og ledigheden er generelt faldende. Man skal tilbage til før finanskrisen for at finde lavere ledighed i Danmark. Det samme er gældende for Odense Kommune. I april 2019 var ledigheden i Odense Kommune på 4,7%, hvilket er det laveste siden januar 2009.
Beskæftigelsen i sæsonkorrigerede tal for hele landet er nu højere for 15-64-årige, end nogensinde før. Beskæftigelsen har været i vækst uafbrudt siden begyndelsen af 2014. Ledighedsprocenten er lavest for aldersgruppen 30-49 år.