Hver uge er der på landsplan 280 unge, der begynder at ryge - det svarer til ni unge i Odense. Unge søger nye fællesskaber ved skole-/studiestart, og rygefællesskabet er nemt at vælge til. Rygning smitter, men det er være svært at stoppe, når man er begyndt. Derfor har Røgfrit Odense udviklet kampagnen #KysBedreOdense med baggrund i fokusgruppeinterviews med unge rygere og ikke-rygere fra målgruppen.
Kampagnen kører på alle byens grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser fra 13. august til midt i september. Røgfrit Odense vil besøge uddannelserne sammen med frivillige fra Kræftens Bekæmpelses Ungekorps, hvor der blandt andet bliver afholdt små events og oplæg for eleverne og studerende.
"Vi skal forhindre, at vores børn og unge begår deres livs største fejltagelse. Jeg kan selv huske, hvordan vi stod og hostede bag skolens container. Det var svært at begynde at ryge, men det var også alt for dumt. Derfor vil vi i Odense gøre alt, hvad vi kan, for at vi får den første røgfri generation i 2025. Vi har indført røgfri skoletid, lavet partnerskaber med ungdomsuddannelserne og revideret kommunens rygepolitik. Men der skal mere til. Hvis vi for alvor skal rykke, så skal vi have fat i de unge. Vi skal have dem med på, at det bare er federe IKKE at ryge - og det er kampagnen #KysBedreOdense med til at vise," siger formand for Sundhedsudvalget Brian Skov Nielsen (Enhedslisten).
Målet med kampagnen er, at unge ikke begynder at ryge samt motivere dem, der allerede ryger, til at kvitte tobakken.
- Det er skræmmende, at der er så mange børn og unge, der begynder at ryge. Rygning er den livsstilsfaktor, der i sig selv er den mest sundhedsskadelige. Vores mål er at blive en røgfri by. Derfor skal vi allesammen arbejde hårdt for at forebygge, at især børn og unge overhovedet begynder at ryge - og her er #KysBedreOdense-kampagnen en af flere veje til at nå de unge, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Rygning og tobak er årligt skyld i knapt 14.000 dødsfald i Danmark. Til sammenligning dør 178 årligt i trafikken.