AAU-studerende får en unik mulighed for at blive klogere på dyrenes verden med en ny samarbejdsaftale mellem universitetet og Aalborg Zoo. Fra d. 1. september tilbringer alle biologistuderende på 3. år af deres bacheloruddannelse nemlig et semester midt i Aalborg Zoo. Det gør både de studerende klogere og skaber mulighed for, at deres viden formidles direkte til de besøgende i Aalborg Zoo.
"Den fysiske tilstedeværelse i Aalborg Zoo giver en helt ny dimension til biologiuddannelsen og øger de studerendes muligheder for at inddrage forskning på højt niveau i deres studieprojekter i samarbejde med dygtige forskere og personalet i Aalborg Zoo. Desuden får vores biologistuderende en fantastisk mulighed for at træne formidling af deres forskning til den almene befolkning, da der bliver lejlighed til at kommunikere deres resultater til Aalborg Zoos gæster," siger Michael Toft Overgaard, institutleder på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
De nye forskningsmuligheder går godt i tråd med AAUs strategi ”Viden for Verden”.
"Aftalen mellem AAU og Aalborg Zoo er et glimrende eksempel på, hvordan vi leverer viden for verden i tæt samarbejde med det samfund, vi som universitet er en del af. Samarbejdet styrker både de studerendes læring og vores videndeling mellem universitet og zoo og gør samtidig vores forskning tilgængelig og synlig for omverdenen," siger rektor på AAU Per Michael Johansen i en pressemeddelelse.
Blot få måneder efter studiestart vil de første hold studerende indtage de nye rammer i Aalborg Zoo og deres resultater vil løbende være tilgængelige for offentligheden.
"Vi ser aftalen som en naturlig fortsættelse og styrkelse af samarbejdet mellem os i Aalborg Zoo og AAU, der blev påbegyndt i 2011. Med studerende, der arbejder i haven, får vi en unik mulighed for at lade oplevelser og viden smelte sammen. Vores gæster får et direkte vindue til feltforskningens metoder og de resultater og synergier, som det tætte samarbejde mellem universitet og zoo giver," siger Henrik Vesterskov Johansen, direktør i Aalborg Zoo.
Samarbejdet mellem AAU og Aalborg Zoo omfatter også Zoo Conservation Foundation, som siden 2014 har støttet studieprojekter og forskning i truede dyrearter i hele verden og natur- og dyreliv i Nordjylland.
Nyt projekt i støbeskeen
Aalborg Zoo og Aalborg Universitet samarbejder desuden tæt om at skabe et sammenhængende tematiseret område i Zoo, der er dedikeret til Grønlands natur og dyreliv. Omdrejningspunktet bliver grønlændernes samspil med og afhængighed af naturen. Der oprettes en forskningsstation, hvor studerende får mulighed for at forske i socio-kulturelle og biotiske konsekvenser af klimaforandringernes påvirkning af den grønlandske flora og fauna. I projektet indgår også en genbank til opbevaring af unikt genetisk materiale fra Grønlands planter og dyr.
"De studerende, der nu fysisk flytter ind i Aalborg Zoo, er kun første skridt mod et endnu tættere samarbejde, der kan etableres, når vi forhåbentlig lykkes med at realisere grønlandsprojektet," slutter Henrik Vesterskov Johansen.