Nyder man byens puls og mange tilbud, så betyder det ofte en mindre bolig. I lejlighederne i Aalborg og også Nørresundby er mange derfor afhængige af de ekstra kvadratmeter i lofts- eller kælderum som praktisk buffer til opbevaring. Men man skal være opmærksom på forsikringen, hvis man gemmer værdifulde ting væk i kælder eller på kvist.
"Forsikringskunder kan få en grim overraskelse, hvis de blot betragter lofts- eller kælderrummet som en forlængelse af deres bolig. Forsikringen betragter det som et rum, der er let at komme uforstyrrret til, og som derfor er beregnet til at opbevare ting, der er uden stor værdi, fx gammelt legetøj, julepynt. Men det er også ok at opbevare klapvognen der, som ikke nemt kan være i lejligheden," fortæller Bente Nielsen fra det kundeejede selskab GF Forsikring.
Det må du have på loftet
I forsikringsverdenen beskriver man værdifulde genstande som ’særligt privat indbo’, og det er ting som fx antikviteter, kunst, fotoudstyr, tv, hifi og elektronisk udstyr.
"Mange har ikke skænket det en tanke, at noget indbo er mere værdifuldt end andet. For de fleste handler det nok om, hvad de har lyst til at have stående fremme i lejligheden. Men det er en god ide at tænke over, om de arvede sager i flyttekassen har mere end affektionsværdi. Og når man pakker vintergarderoben væk på loftet, så skal man lige tænke over, om det er skind eller pels, for så skal den slags jakker blive i lejligheden," forklarer Bente Nielsen fra GF Forsikring, der har kontor i bl.a. Aalborg.
Almindelige ting må gerne opbevares i lofts- eller kælderrum, der er tilknyttet lejligheden, og her kan man godt få hjælp fra forsikringen, hvis tyven har været på besøg.
Forsikringen dækker kun begrænset
Hvis man får indbrud i lofts- eller kælderrummet, skal man ud over særlige værdifulde ting også være opmærksom på, at indboforsikringen de steder dækker begrænset. Maksimalt dækkes typisk op til 2-5 % af den samlede indboforsikringssum alt efter om der er tale om ’simpelt tyveri’ og ’indbrudstyveri’ . Hvis ens forsikring er sumløs, så skal man i stedet kigge efter en konkret sum i betingelserne og ikke en procentsats.
Den begrænsede forsikringsdækning er en god huskeregel, når man overvejer, hvilke ting der skal sættes væk i lofts- eller kælderrum, og vælger man at købe plads til opmagasinering et helt tredje sted, så skal man altid kontakte sit forsikringsselskab for at høre, hvordan man er dækket.
Er man i tvivl om en genstand betegnes som særligt privat indbo eller ej, så opfordrer GF Forsikring i Aalborg til, at man kigger i sine betingelser og taler med sit forsikringsselskab.
Et par gode råd
Gem på loftet eller i kælderen:
Aflagt tøj, legetøj, julepynt, kufferter og rejsetasker, ski, køkkenmaskiner, barnevogn, klapvogn.
Gem i lejligheden:
Ægte tæpper, vin, elektronik, fotoudstyr, hifi, våben, kunst og antikviteter, skindtøj og pelse og også gerne dyre cykler.