Vejle er én blandt 20 danske kommuner, som fremover skal udvikle topambitiøse klimaplaner med inspiration fra verdens førende byer på området. Kommunerne ligger fordelt over hele landet og tæller landkommuner, kystkommuner og bykommuner. Og så har de vidt forskellige udfordringer og mål, når det gælder kommunal klimaplanlægning.
Men fælles for de 20 udvalgte kommuner i DK2020 er, at de vil sætte turbo under klima-ambitionerne, og at de nu skal i gang med at udvikle klimaplaner og -indsatser, der lever op til Parisaftalens mest ambitiøse målsætning om at stræbe mod en global temperaturstigning på under 2°C, og så tæt på 1,5°C som muligt.
De udvalgte danske kommuner er valgt blandt 31 ansøgere og kommer til at gå i fodsporene på nogle af de førende internationale byer på klimaområdet. På den måde kan de danske kommuner være med til at begrænse verdens udledning af drivhusgasser til gavn for både kommunerne selv, Danmark og resten af verden.
Det er foreningen Realdania, der sammen med det internationale bynetværk C40 og den grønne tænketank CONCITO, står bag DK2020.
Kommuner lærer af hinanden
En del af DK2020 vil foregå som såkaldt ’peer-learning’, hvor de udvalgte kommuner får mulighed for at lære af hinanden og udveksle løsninger og erfaringer med andre deltagende kommuner. Samtidig får kommunerne teknisk hjælp og sparring af globale og danske eksperter fra C40 og den grønne tænketank CONCITO til at udvikle, opdatere og tilpasse klimaarbejdet, så det lever op til C40s standard for klimaplanlægning.
Kommunernes klimaplaner vil bl.a. indeholde anvisninger på, hvordan kommunerne kan blive klimaneutrale senest i 2050 og sætte ambitiøse delmål for reduktion af drivhusgasser i perioden. Planerne skal samtidig indeholde anvisninger på, hvordan kommunerne ruster borgerne mod klimaforandringernes konsekvenser og fx minimerer risikoen for klimarelaterede oversvømmelser.