Nytårskur: Indled året med en satirisk peptalk. Sådan beskriver Vejlemuseerne det arrangement, der finder sted den søndag 6. januar, hvor satiretegneren Zapiro gæster museet.
Zapiro er blandt de mange danske og internationale tegnere der for tiden udstiller i Vejle Kunstmuseums særudstilling Lige til stregen.
Den 6. januar vil Zapiro fortælle sin historie, om baggrunden for karikaturerne af den tidligere sydafrikanske præsident Jacob Zuma og om retssagerne, der fulgte med. Man kan blandt andet høre forklaringen på hvorfor Jacob Zuma altid tegnes med en bruser på hovedet.
Langt over stregen
Zapiro anvender sin tegnekunst som del af kampen for ytringsfrihed og demokrati. Han blev særligt kendt for sine karikaturer af den nu tidligere præsident Jacob Zuma. I 2008 udgav Zapiro en tegning i avisen Sunday Times, der kritiserede præsidenten og hans politiske allierede. Jacob Zuma var blevet anklaget for korruption og i den forbindelse udstedte hans politisk allierede volds- og dødstrusler, for at forhindre sagens gang.
Som kommentar viste Zapiros tegning Go for it, Boss præsident Jacob Zuma på vej til at voldtage retssystemet, i skikkelse af retfærdighedsgudinden. Tegningen vakte stort oprør og blev fordømt af den siddende regering. Jacob Zuma, der to år forinden var blevet anklaget for voldtægt af en ung, HIV-smittet kvinde, følte sig personligt angrebet.
Zapiros tegning Go for it, Boss. Tegning: Zapiro (2008)
Efterfølgende blev Zapiro trukket i retten af den nu tidligere præsident med krav om millionerstatning. Retssagen blev til flere retssager, der løb gennem mange år. De endte med frifindelse for Zapiro. Og i februar 2018 måtte Zuma efter voldsom kritik, træde fra som Sydafrikas præsident. Zuma er siden blevet retsforfulgt for korruption.
De største mestre
Zapiro, eller Jonathan Shapiro, er født i Capetown, Sydafrika, i 1958. Som ung flirtede han med arkitektur og grafisk design, før han på et legat rejste til New York i 1988. Her uddannede han sig på School of Visual Arts under de største mestre inden for tegneserier: Art Spiegelman, Will Eisner og Harvey Kurzman.
I dag er Zapiro fast tegner for den digitale avis Daily Maverick, men han har siden 1994 været fast bladtegner for adskillige store aviser. Han har udgivet 26 samlinger af tegninger og gennemført et utal af solo- og gruppeudstillinger af sine tegninger, i Sydafrika og internationalt.
Priser og hæder
Mange priser og hædersbevisninger er tilfaldet Zapiro for hans tegnede, satiriske kommentarer. I 2011 blev Zapiro af magasinet Jeune Afrique udnævnt som af en af de 50 mest indflydelsesrige personer i Sydafrika.
I 2013 indgik den omtalte tegning Go for it, Boss i BuzzFeed's samling Femten historiske satiretegninger, der ændrede verden. Zapiro blev i 2016 kåret som en af verdens ti største satiretegnere af magasinet Top Teny og i 2018 modtog Zapiro Sikuville-prisen for sit samlede livsværk til nu. Der er ingen tvivl om at Zapiro hører til blandt de store stjerner på den satiriske himmel.
Bobler og lækkerier
Zapiro er kendt for sin kamp for ytringsfrihed og ret til at tegne satiriske tegninger. Til nytårskuren på Vejle Kunstmuseum vil Zapiro fortælle sin historie og undervejs vise flere af sine blændede skarpe tegninger.
Som satiretegner har Zapiro gennem mange års virke kommenteret på og haft indflydelse på de politiske og demokratiske strømninger i Sydafrika. Kom og hør, hvorfor Zapiros tegning forargede så voldsomt og hvorfor han ville gøre det igen.
Arrangementet rundes af af med et glas nytårs-bobler og en lækker bid til ganen, inkluderet i billetprisen. Tilmelding foregår her.
Flere internationale tegnere på vej
Nytårskuren med Zapiro er det første af tre arrangementer, hvor internationale satiretegnere gæster Vejle Kunstmuseum. I februar og marts kan du også møde sudanesiske Khaled Albaih og mexikanske Cintia Bolio.
Khalid Albaih er sudaneser, født i Rumænien, men har levet det meste af sit liv i Qatar. I 2018 og 2019 er han på residency i København som Fribytegner under PEN. Ifølge Khalid selv, har han allermest hjemme på internettet. Det er også primært på de sociale medier at Khalid publicerer sine tegninger, der kritiserer magtens ulighed og magthavere verden rundt. Khalid har 83.000 følgere på Facebook, hvor han blandt andet deler sine tegninger og kommenterer på væsentlige, politiske begivenheder i hele verden.
Hør Khalid fortælle sin historie, om hvordan det er at være satiretegninger uden hjemland og hvordan internettets forskellige sociale medier fungerer som platform for satire, torsdag d. 7. februar.
På kvindernes internationale kampdag er der mulighed for at møde mexicanske Cintia Bolio.
Cintias tegninger er sprælske, spraglede og sprudler med mexicansk temperament. Tegnestilen er i farve og billedsprog præget af den mexicanske, farvemættede og dekorative tradition. Cintia Bolio er som tegner erklæret feminist, og i Mexico er der nok at kæmpe for, når det angår kvinders basale rettigheder.
På denne eftermiddag fredag d. 8. marts, vil Cintia Bolio både fortælle om, hvorfor satiretegning er et vigtigt redskab i kampen for kvinders rettigheder i Mexico, og ikke mindst udfordre publikum med en lille aktiv workshop, der bringer satiren helt ind under huden.
Det er gratis at deltage i arrangementerne i februar og marts, mens der skal købes billet til nytårskuren med Zapiro i januar. Kunstnermøderne er støttet af Statens Kunstfond.
Særudstillingen Lige til stregen. En satirisk jordomrejse kan ses på Vejle Kunstmuseum indtil 17. marts. Der er altid gratis adgang til museets udstillinger.