Helle Helle er hurtig læst, men langsom at fordøje

Foto: Mikkel Carl

Helle Helles bog 'Bob' udkommer i dag. Vores anmelder har taget bogen under kærlig behandling.

Der sker ikke en skid i Helle Helles roman, men det er præcis det, der er interessant. Der er intet tilfældigt i 'Bob'. Bogen udkommer i dag, den er på 150 sider og kan købes alle steder.

Bob starter med et spørgsmål i nutid. Uden spørgsmålstegn. Som læser studser man, bliver opmærksom. Hvad handler det om?

Bob er titlen på Helle Helles nye roman, og Bob er hovedpersonen. Men ikke fortælleren. Det er Bobs kæreste - og har man læst Helles roman fra 2018, 'de', så kender man hende derfra. Det behøver man på ingen måder at have gjort. Bob står fint på sine egne ben. Det gør Bob også. Selvom han går mere, end han står, gennem hele bogen, der som størstedelen af Helles forfatterskab foregår i 80’erne.

Bob og hans kæreste flytter til Vanløse, indledes romanen med, og resten af bogen skrives i datid. Som en slags reference til Helles roman fra 2011. Det burde skrives i nutid. Kæresten studerer, Bob finder et job i receptionen på Sømandshotellet, bliver venner med Kola og bruger en del tid på at gå, at fare vild, tænke og tvivle og på at købe, spise eller tilberede mad. Ananas, romkugler, franskbrød, avocado, samosas, æbler, vaniljekranse, stjerneskud, hønsesalat, kaffe og mørke øl. Som små biroller optræder maden i alle kontekster og binder fortællingerne sammen som en fælles reference uden egentlig betydning. Bob mister arbejdet og rodes til sidst ud i et tvivlsomt alternativ til et job. Helt underspillet kører dette som en fortælling uden at skrue op for hverken drama eller spænding.

KØB HELLE HELLES 'BOB' HER (dette er et affiliatelink)

Handlingen skrider fremad med tidsmarkører i form af travlheden eller manglen på samme på hotellet, og konkrete situationer skaber rammen for tilbageblik, som væver sig ind i hinanden og giver et samlet billede, men stadig fragmenteret billede af Bob. Det er kæresten, der fortæller og ikke mindst beskriver; hun er helt inde i hovedet på Bob og på en særegen distanceret og objektiv måde beskriver hun Bob. Hans motiver, hans handlinger og hans følelse af ensomhed. Hvor han går hen, når han er alene, og når han ikke er alene. Hun beskriver ham som en, der undviger fristelserne. Som en meget omstændelig ung mand, der har remser for gadenavnene. Og som nages over en sovepose, han havde sparet op til i 8. klasse, og som hun mister under sin rustur.

“Der sker ikke en skid, men det er denne ikke-skid, der sker, som er interessant.” Sådan anmeldte Lars Bukdahl Helle Helle for mere end 20 år siden. Og sådan er det stadig. Det er ikke handlingen, der er i centrum. Det er de sproglige finurligheder, det er stemningen af ingenting og ventetid, det er alt det, der står mellem linjerne. Bob, for helvede, tænker man et par gange - bl.a. da han har gået tur med Kola, drukket (alt for meget) sammen med hende og hendes venner, spist hønsesalat og hopper på bussen - alene, lige i det sekund, hun spørger, hvad de så skal. Ikke en skid. Bob skal hjem.

Bobs kæreste står som en skarp fortæller, der styrer sceneriet fra start til slut, og det er et finurligt træk at fortælle hele bogen fra det ståsted, og som læser stopper man af og til op og læser tilbage for at se, om man glemte hende. Overså noget. Hun skriver sig selv ind, men allermest ud af fortællingen. Hun eksisterer kun i kraft af beskrivelsen af et vi.

Som læser sidder man - som altid med Helles bøger - med lysten til at grave dybere. I mellemrummet, mellem linjerne. Bogens indhold og fortællinger pakkes ud og pakkes fint ind igen. De løse ender bindes sammen, samtidig med at de bindes op igen til allersidst. Et afsluttende udeladt tegn står i kontrast til den ellers skarpe form, men som en forbindelse til det manglende tegn, spørgsmålstegnet, i begyndelsen. Sløjfen er bundet, og intet er tilfældigt.

Læs også

'Sort Arv' kostede mig en arbejdsdag: David Garmark leverer sin bedste bog til dato

 

 

 

Læs også