Stephanie Fjeldsø Fischer er en ung kvinde på 26 år. Og hun har kæmpet meget af sit liv mod de fordomme, man møder, når man sidder i kørestol. Det er der nu kommet en bog ud af.
”Jeg blev inspireret til at skrive 'Aftryk', da jeg så en skrivekonkurrence med emnet ’Når livet gør ondt’,” fortæller Stephanie og fortsætter: ”Først troede jeg ikke, at jeg kunne finde på noget. Der er så mange bøger derude med det emne, og jeg vil ikke være en der falder i et med mængden. Pludselig bankede min hovedperson, Rebecca, på. Hendes historie handler om mobning, ensomhed, fordomme, kampen for at passe ind og drømme – alt sammen noget jeg selv kender til.”
Næsten autofiktion
Stephanie selv har på grund af sin muskelsvind siddet i kørestol 24 år, og hun trækker da også en del på sine egne erfaringer i sin opbyggelse af karakteren Rebecca. ”Rebecca og jeg ligner hinanden på rigtig mange punkter. Jeg er blevet ignoreret af en hel klasse, og jeg har oplevet at lærerne i folkeskolen ikke troede på at jeg kunne gennemføre eksamen,” siger Stephanie.
Selvom der er ligheder mellem de to, er der også forskelle: ”Jeg har aldrig gemt mig på toilettet pga. mobning. Desuden havde jeg allerede Forfatterlinjen da jeg startede på HHX, så det var mit tilflugtssted. Rebecca finder først skrivegruppen senere,” fortæller hun.
En flugt fra virkeligheden
En anden lighed, de to deler, er kærligheden til skriveriet. Rebecca er nemlig spirende forfatter, og man får også bidder af hendes fantasy-bog. ”Rebecca er forfatter og drømmer om at få udgivet sin fantasyroman. Når hun sætter sig til at skrive, er det både fordi hun elsker det, men også en flugt fra virkeligheden. Men man kan ikke altid flygte helt – virkeligheden og ens sindsstemning har det med at smitte af på det man skriver,” fortæller Stephanie og fortsætter: ”Jeg synes, det var vigtigt at vise hendes flugt, for fantasydelens hovedperson, Lena, er alt det Rebecca ville ønske, hun selv var.”
Du kan f.eks. købe Aftryk her.
Livet med muskelsvind
Stephanie var bare et år gammel, da forældrene opdagede, at noget var galt. Hun blev diagnosticeret med muskelsvind – en sygdom, der findes over 25 typer af. ”De første mange år kunne jeg sidde selv, men en dag havde jeg ikke længere kræfter til at holde balancen. Jeg kunne skrive i hånden, til jeg var omkring 16. Generelt har jeg kunnet bruge armene til mange ting – skrive, løfte ting, bruge et almindeligt tastatur osv. – men nu kan jeg kun bruge højre pegefinger. Og respiratoren fik jeg for 9 år siden,” fortæller Stephanie.
Livet i kørestol kommer også med sit helt eget sæt af udfordringer, og for Stephanie har det medført både gode og dårlige oplevelser. ”Noget af det sjoveste, jeg har oplevet, var da jeg startede på Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi. Lederen havde glemt, at jeg sad i kørestol, og vores første dag foregik på Hald Hovedgaard i Viborg, og der er altså trapper. Men der gik ikke lang tid, før de fandt et langt bord, hvor man kunne klappe benene sammen. Så ja, jeg har kørt på et bord,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det er ikke altid en dans på borde. En lærer sagde engang til mig: ”Ja, hvis du havde kunnet udføre forsøgene selv, havde du fået 12.” Seriøst? Jeg sagde ALT hvad læreren skulle gøre for mig, og så lukker han sådan noget fis ud. Jeg blev så vred og ked af det.”
Tre gode råd
Mange ville måske kigge på Stephanie med medlidenhed, eller antage, at der var noget mentalt galt med hende, men det er der overhovedet ikke, derfor har hun tre gode råd: ”Mine tre bedste råd til folk, der møder andre i kørestol er: Stil spørgsmål – vi kan godt sige fra, hvis vi føler, at det er for personligt. Tal til os som voksne mennesker – vores hoveder fungerer ganske fint. Tilbyd din hjælp, hvis du møder et menneske i kørestol, der ser ud til at kunne bruge en hånd,” fortæller Stephanie og kommer med et ekstra råd, der gælder alle: ”Man skal huske, at det er vigtigt at drømme. Drømme kan gå i opfyldelse, hvis du selv tror på det. Lad aldrig andre overbevise dig om andet.”
Stephanie håber også, at hun med sin bog, kan være med til at sætte ord på noget som ingen tør tale om. ”Det er en vigtig bog, fordi den sætter fokus på noget, ingen tør tale om. Jeg håber, den kan medvirke til at fjerne nogle fordomme. Og selvom man måske ikke selv sidder i kørestol eller har et handicap, kan man stadig relatere til Rebecca. Mobning gør lige ondt om man er handicappet eller ej. Kampen om at bevise sit værd med 12-taller er også aktuel for nutidens unge,” slutter hun af.