Der står en mikrobølgeovn i de fleste danske hjem.
Den trofaste hjælper varmer rester op og sørger for hurtige måltider på travle dage.
Dog viser det sig nu, at din mikrobølgeovn faktisk også kan være behjælpelig med at holde bakterier væk fra dit køkken.
Sådan skriver mediet jeuxvideo.com, som har publiceret artiklen 'De færreste ved det: At putte en fugtig svamp i mikrobølgeovnen er et af de bedste tricks, jeg nogensinde har hørt om'.
Køkkensvampe gemmer på bakterier
Selvom køkkensvampe er uundværlige i hverdagen, så har de også en skyggeside, de færreste kender til.
Fugtige svampe skaber nemlig de perfekte betingelser for bakterievækst, og studier viser, at svampe ofte rummer mikroorganismer som E. coli og Salmonella.
Derfor anbefales det også, at man skifter sine køkkensvampe regelmæssigt, men faktisk kan mikrobølgeovnen også være med til at forlænge deres levetid.
Ved at udnytte mikrobølgernes hurtige opvarmning kan en svamp nemt desinficeres - og det er ganske simpelt:
Hold svampen under vandhanen til den er gennemblødt.
Placer den i en mikrobølgesikker skål med en smule væske
Giv den to minutter på høj effekt
Varmen dræber de fleste bakterier og gør svampen markant renere. Det samme kan gøres med klude eller andre rengøringsredskaber af stof.
Inden du giver dig i kast med metoden, bør du være opmærksom på, at svampen skal være godt fugtig, da en tør svamp kan antændes.
Derudover må der ikke være metalelementer i materialet, da det kan forårsage gnister og i værste fald brand.