Når strømmen går, slukker Netflix, kaffen bliver kold - og så kan det være en rigtig dårlig idé at gå på toilettet.
Ikke fordi der ikke er lyst, men fordi kloakkerne kan få det værre end dit maveonde.
I hovedstadsområdet - det vil sige København, Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk - er det HOFOR, der sørger for, at vores brugte vand finder vej til renseanlægget.
Det kræver dog, at strømmen fungerer, og det er netop her, problemet opstår.
Sådan skriver TV 2 Kosmopol.
Systemet bag vores kloakker er nemlig drevet af pumper, og uden strøm står de helt stille.
Det betyder, at dit skyl i toilettet måske aldrig når længere end ned i kloakken under dit hus - sammen med naboens og deres naboers. Du har vist fanget pointen.
"Det betyder, at kloakkerne risikerer at blive fyldt op i løbet af få dage, fordi vandet ikke kan pumpes ud til renseanlæggene," udtaler Thomas Jensen, der er områdechef for Spildevand Drift i HOFOR.
Tre gode råd
Derfor har HOFOR lavet en lille overlevelsesguide til, hvad du skal gøre, hvis strømmen forsvinder, og maven ikke gør.
Lad være med at skylle ud.
Har du en have? Grav et hul som ekstratoilet. Det er oldschool, men effektivt.
Bor du i lejlighed? Så er det tid til kreative løsninger. Brug en spand eller toilettet med en plastpose - og smid det hele i restaffaldet bagefter.
"Vi kan aflaste systemet med slamsugere, men hvis strømmen svigter, vil vi slet ikke kunne håndtere så meget spildevand, som vi normalt kan. Derfor bør man undgå at bruge toiletter og afløb under en strømafbrydelse," siger han videre.
Så næste gang strømmen går, og du står med akut behov for nummer to - så tænk dig om. Din beslutning kan være forskellen mellem et midlertidigt uheld og et decideret lorteproblem.