Lyserød slim i badeværelset er ikke bare et kosmetisk problem – det kan være tegn på en bakterie, der trives i fugtige miljøer. Ifølge læge Dr. Karan Raj, der har delt sin viden på TikTok, bør man tage ‘slimet’ alvorligt og sikre sig, at det ikke får lov til at sprede sig.
En anden bruger på TikTok fortalte, hvordan han var endt på hospitalet efter ikke at have "rengjort den lyserøde skimmel i kollegiebruseren". Dr. Karan reagerede på videoen med den info, at: "Hvis du har set lyserød slim i dit badeværelse, er det ikke skimmel – det er bakterier." Det fortæller Unilad.
Den specifikke bakterie, 'serratia marcescens', kan ofte findes omkring afløb og i revner i badeværelser. "Denne bakterie elsker fugtige, våde steder og nyder at spise fedtstoffer som dem, der findes i sæber og shampooer – derfor trives den i badeværelser," forklarer Dr. Karan.
Ifølge Infectious Disease Advisor findes bakterien også i naturen, hvor den lever i jord, vand, planter og dyr. "I hjem og hospitaler kan den findes i hjørner af våde brusere eller vaskekummer, hvor den er synlig på grund af det rødfarvede pigment (prodigiosin), den producerer."
For de fleste mennesker er bakterien dog ret harmløs, selv hvis man kommer i kontakt med den, siger Dr. Karan. Dog advarer han om, at man bør undgå at få den i øjnene eller i åbne sår.
For personer med svækket immunforsvar, såsom hospitalsindlagte patienter, kan bakterien dog være problematisk. Infectious Disease Advisor fremhæver, at den kan være resistent over for flere antibiotika, hvilket gør den svær at behandle. "Den kan forårsage infektioner i tarmen, urinvejene eller luftvejene hos dem, hvis immunforsvar er kompromitteret," forklarer Dr. Karan.
For at undgå problemer anbefaler han, at man gør alt for, at bakterien ikke får mulighed for at etablere sig. Ved at begrænse bakteriens vækst forhindrer man også dannelsen af andre farlige skimmelsvampe.
Han foreslår at holde badeværelset godt ventileret, bruge en udsugningsventilator eller åbne et vindue efter bad. Derudover er regelmæssig rengøring med desinfektionsmidler og grundig skrubning afgørende for at holde badeværelset fri for den lyserøde bakterie.