Mobiltelefonen er nu en uundgåelig del af de flestes hverdag, hvor mange tilbringer adskillige timer dagligt med at scrolle på den lille skærm.
Telefonerne bliver brugt til alt fra at se videoer og surfe på de sociale medier til at spille spil og tage billeder. Faktisk bruger den gennemsnitlige dansker ifølge TV2 Fyn mere end halvanden time på sin telefon hver eneste dag, og mange unge bruger telefonen i mere end fem timer dagligt.
Derfor kan man nemt ende ud i en situation, hvor telefonen ikke har mere strøm, men hvor man fortsat har brug for den. Det er dog ikke noget problem, hvis man har en oplader og en stikkontakt i nærheden, da man naturligvis bare kan bruge telefonen, mens den lader.
Men måske bør man lade være med det. Sådan lyder advarslen i hvert fald ifølge det norske medie Sosialnytt fra flere eksperter.
Kan få konsekvenser
Ifølge mobileksperten Patricio Paucar, der er medstifter af firmaet Navi, er det en rigtig dårlig ide at bruge sin telefon, mens den lader op - i hvert fald, hvis man gerne vil have den til at holde længe.
At bruge mobiltelefonen, mens den lader op, kan nemlig være med til at overophede batteriet, fordi man beder sin telefon om at gøre to ting på samme tid.
"Det kan få telefonen til at overophede, hvilket kan beskadige batteriet over tid," har Paucar således forklaret og uddybet, at man altså risikerer at få en telefon, som bliver dårligere og dårligere til at holde på strømmen, ligesom opladningen naturligvis vil vare længere, hvis man bruger telefonen samtidig.
Eksperten anbefaler derfor, at man altid lader sin telefon lade færdigt, før man bruger den, og teknologiekspert Jonathan Brax er helt enig.
Ifølge ham kan det nemlig i yderste konsekvens også være farligt at bruge sin mobiltelefon, mens den lader op; særligt hvis man bruger en uoriginal eller beskadiget oplader.
"Hvis du bruger telefonen, mens den lader, øges risikoen for elektrisk stød; især hvis du bruger uoriginale opladere eller beskadigede kabler," har han således forklaret og uddybet, at han desuden er enig med Paucar i, at brug af telefonen under opladning over tid vil forringe batteriet i telefonen.
Begge eksperter anbefaler derfor, at man lader sin telefon lade op, når den lader op. Alternativt kan man sørge for at have en tablet eller lignende, som man kan bruge, mens mobiltelefonen lader op.
Brax råder desuden til, at man får fat i en såkaldt lynlader, hvis man ofte oplever at skulle bruge sin mobiltelefon, mens den er til opladning.