"Goddaw, jeg har et godt tilbud til dig."
Sådan lød det tilbage i 1987, da Lars Larsen første gang tonede frem i de ikoniske tv-reklamer for Jysk.
34 år senere er der ikke kommet færre tilbud til forbrugerne, og lige om lidt venter årets allerstørste shoppedag, hvor der uden tvivl vil være rigtige mange butikker, der har 'et godt tilbud'.
Spørgsmålet er, hvordan man som helt almindelig forbruger kan sortere i de mange tilbud og gøre det, de fleste egentlig har som mål til Black Friday: Nemlig at passe godt på sine penge og få mest muligt ud af dem ved at spotte de virkeligt gode handler.
Claus Nøhr Knudsen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Aarhus City, kommer her med sine bud på, hvordan du passer på dine penge til Black Friday.
Læg en plan
"Mange glemmer, at hvad der er sparet, er ikke tjent, hvis du køber noget, du ikke har brug for. Jeg tror, at mange kommer til at købe varer til Black Friday, som de egentlig ikke behøver eller aldrig får brugt. Selvom det lyder knapt så sjovt, kan det derfor være en god idé at have en plan for, hvad du gerne vil købe til Black Friday og så holde dig til den," lyder det Claus Nøhr Knudsen.
Fragt og danske webshops
"Inden du trykker 'køb', så husk, at når du ser prisen på et online tilbud, så kommer der fragt oveni, og så er prisen måske ikke helt så god endda. Det kan også være, at du i jagten på at opnå fri fragt får shoppet andre varer med i kurven, som du slet ikke har brug for. Og har du så reelt sparet penge," spørger Sparekassen Kronjyllands afdelingsdirektør retorisk.
Claus Nøhr Knudsen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Aarhus City, har flere bud på, hvordan du passer på dine penge til Black Friday. Foto: Sparekassen Kronjylland.
Han nævner, at køber du online, så vælg danske webshops. Kommer pakken fra udlandet, kan der nemlig komme told oveni prisen, ligesom der er en større risiko for, at din pakke kan blive væk, når den skal krydse landegrænser. Derudover er de danske fragtfirmaer forholdsvist klimabevidste, og det er værd at tage med i valget af levering.
Undgå svindel
"Vil du passe godt på dine penge til Black Friday, er det vigtigt, at du kigger dig for og spotter, hvis en webshop er falsk. Er sproget på hjemmesiden dårligt dansk, er store og små bogstaver brugt på en mærkelig måde, eller er priserne skæve som eksempelvis 83,07 kroner, så bør dine alarmklokker ringe. Det er også altid en god idé at tjekke en webshop på Trustpilot, ligesom nogle af dem er e-mærket. Det er begge gode pejlemærker," opfordrer Claus Nøhr Knudsen.
Jeg tror, at mange kommer til at købe varer til Black Friday, som de egentlig ikke behøver eller aldrig får brugt. Selvom det lyder knapt så sjovt, kan det derfor være en god idé at have en plan for, hvad du gerne vil købe til Black Friday og så holde dig til den,
Det kan også være en god idé at dobbelttjekke webshoppens URL. Svindlerne kan nemlig finde på at ændre ganske lidt på et rigtigt hjemmesidenavn og lave en shop, der til forveksling ligner den rigtige. Er du i tvivl, kan du for eksempel lade være med at trykke på links i SMS’er eller mails og i stedet finde samme tilbudsvare ved at gå ind på webshoppens hovedside og ad den vej finde varen.
"Jeg vil bestemt ikke fraråde, at du shopper til Black Friday, blot gøre opmærksom på de største faldgruber. Der er uden tvivl penge at spare til Black Friday, især hvis du forholder dig lidt kritisk til de rabatter, butikkerne reklamerer med og på forhånd har sat dig ind i, hvad de pågældende varer plejer at koste. Nogle varer har måske en meget høj vejledende pris, men kan ofte købes for væsentligt mindre det meste af året," forklarer han.
Glem ikke de fysiske butikker
"Jeg kan godt forstå, at handel i webshops bliver valgt til i en travl hverdag, men det er lidt synd for de fysiske butikker, hvis du udelukkende køber dine varer online, og du lige så godt kunne have købt dem inde i byen. De lokale butikker har nemlig brug for din støtte, og den ene handelsform udelader jo heldigvis heller ikke den anden," opfordrer Claus Nøhr Knudsen.
Foto: Shutterstock.
Han tilføjer, at i de fysiske butikker har du den fordel, at du kan se varen ved selvsyn:
"Du kan se og mærke varen og få vejledning fra personalet. Det kan være med til at gøre, at du undgår at skulle returnere varen senere. Derudover er stemningen en helt anden, når du bevæger dig ud i bylivet," slår han fast.
Black Friday falder i år fredag 26. november.