Du taler med nogen og bemærker pludselig, at de undgår øjenkontakt. De kigger til siden eller lader blikket glide mod gulvet. Det er fristende at tro, at de er kede af det eller uinteresserede. Men det er ikke altid tilfældet.
Nogle gange skyldes modviljen mod øjenkontakt dybere oplevelser - ting, der skete længe før voksenlivet. De vaner, vi tilegner os i barndommen, kan give genklang i årevis. Her er otte mulige forklaringer på, hvorfor nogen ifølge mediet GE Editing har svært ved øjenkontakt:
1. Et hjem præget af kritik
Børn, der vokser op med konstant kritik, lærer ofte at gøre sig små. De bliver meget opmærksomme på enhver form for dømmekraft. For dem bliver øjenkontakt en invitation til yderligere vurdering.
Ifølge American Psychological Association formes et barns selvbillede i høj grad af den feedback, det modtager i hjemmet.
Hvis en person ofte blev kritiseret for sin opførsel eller tale, kan de have udviklet en form for beskyttelse - at undgå øjenkontakt for ikke at gøre sig sårbare. Dette mønster kan følge med langt ind i voksenlivet.
2. Høj grad af social angst
Ifølge Mindful.org er social angst mere end blot generthed - det er en intens bekymring over helt almindelige interaktioner. Barndomserfaringer som mobning eller udelukkelse kan skabe frygt for at blive dømt.
De, der har oplevet dette, kan forbinde øjenkontakt med konfrontation og vælger at undgå den. Hvis du har mistanke om social angst, kan en rolig og venlig tilgang hjælpe. At vise, at man ikke dømmer, kan betyde meget i dette henseende.
3. Traumer relateret til autoriteter
Hvis en person har haft negative oplevelser med autoriteter, kan øjenkontakt føles skræmmende.
Det kan være, at vedkommende som barn altid kiggede ned i jorden, når han eller hun stod over for en streng lærer eller forælder for ikke at 'provokere'. Denne frygt forsvinder ikke nødvendigvis med alderen og kan stadig aktiveres i mødet med autoritære personer.
4. Vane med at skjule følelser
Nogle lærer tidligt at holde deres følelser skjult - for at undgå konflikt eller for ikke at skabe opmærksomhed. For sådanne børn bliver øjenkontakt noget, der 'afslører for meget'. De lærer at se væk for at beskytte sig selv.
Forskning fra Frontiers of Psychology viser, at følelsesmæssig undertrykkelse i barndommen ofte fortsætter i voksenlivet.
5. Overdreven selvkritik
Børn med lavt selvværd udvikler ofte en indre kritisk stemme. De er så fokuserede på, hvordan de fremstår, at de har svært ved at være til stede i øjeblikket - og derfor undgår de at have øjenkontakt.
De analyserer alt for meget og genafspiller ofte samtaler i hovedet bagefter. For dem er det lettere at undgå andres blik end at risikere at blive 'afsløret'.
6. Opvækst præget af konflikt
Et hjem fyldt med skænderier skaber uro. Selv hvis konflikten ikke var rettet mod barnet, kunne stemningen få dem til at ønske at være usynlige.
For nogle blev øjenkontakt et usagt råb: 'Træk mig ikke ind i det her'. De lærte at holde sig i baggrunden, hvilket kan hænge ved som voksen.
7. Kulturelle eller familiemæssige normer
I nogle kulturer er direkte øjenkontakt uhøfligt eller opfattes som udfordrende - især over for ældre. Hvis nogen er vokset op med den norm, kan det stadig præge deres adfærd som voksen.
Ifølge Harvard Business Review er det vigtigt at forstå kulturelle forskelle i kommunikation. Det, vi måske tolker som lavt selvværd, kan i virkeligheden være respektfuld opførsel.
8. Følelse af ikke at være værd at se på
Nogle føler sig simpelthen ikke værdige til opmærksomhed. De tror, deres tilstedeværelse ikke betyder nok til at fortjene andres blik.
Denne følelse kan stamme fra en barndom præget af at blive overset eller afvist. De undgår øjenkontakt, hvilket igen kan få dem til at virke fjerne - og sådan forstærkes deres oplevelse af ikke at høre til.
Venlige ord og anerkendelse kan nogle gange bryde denne onde cirkel. De begynder måske langsomt at tro, at det faktisk er trygt at blive set - og mødt med et blik i øjenhøjde.
