Det kan virke romantisk og helt naturligt at have din forlovelses- eller vielsesring på hele tiden, men det er ikke nødvendigvis en god idé.
Smykkeeksperten Neil Dutta fra Angelic Diamonds advarer nemlig om, at det kan føre til irriteret hud, allergiske reaktioner og endda bakterieinfektioner.
Derudover kan dine ringe tage skade af, at du vender og drejer dig i søvne.
"At bære din ring hele tiden, herunder især når du sover, skaber et miljø, der er ideelt for hudproblemer. Din ring fungerer som en barriere, der fanger fugt, døde hudceller og bakterier mod din hud," siger han ifølge mediet Express.
Det kan for eksempel føre til udslæt – især hos folk, der er følsomme over for visse metaller.
Varme og fugt gør det værre
Ifølge Surrey Live kan det blive endnu værre, når du sover i en varm seng, hvor fugt og varme kan fremme svampevækst og bakterier.
Det forværrer nemlig problemerne.
"Ved at tage din ring af om natten giver du din hud mulighed for at ånde," siger Neil, der påpeger, at det fungerer som en slags 'detox' at lade ringen ligge på natbordet.
Men det er ikke kun din hud, du skal passe på. Ringene kan også blive beskadiget, hvis de bliver udsat for konstant tryk om natten.
"At sove med din ring på er som at udsætte den for en natlig tortursession. Det unødvendige pres kan løsne strukturen, der holder din sten, hvilket øger risikoen for at miste den," lyder meldingen.
Ifølge Neil skyldes en stor del af reparationerne af forlovelsesringe, at folk ikke tager dem af, når de hopper i kassen.
Han påpeger, at cirka en tredjedel af reparationerne på forlovelsesringe kunne være undgået, hvis folk sov uden ringen på.
Så hvis du gerne vil passe på både ringen og de minder, der følger med, så er det måske en god idé at lade den få en pause om natten.