Glem alt om salonprodukter.
Hvis du skal være med på moden, skal du nemlig købe supermarkedernes klassiske shampooer.
På TikTok florerer videoer af kvinder, der hylder de prisvenlige varianter for at give blødere og flottere hår end deres eksklusive alternativer.
Det skriver Woman.dk.
En af dem, der mener, at man lige så godt kan vælge det billige alternativ, er influenceren Alix Earle, der i en video til sine 7,3 millioner følgere spørger:
“Hvordan kan det være, at når jeg besøger mine forældre i mit barndomshjem og bruger min gamle udløbne Pantene-shampoo og balsam, så føles mit hår meget blødere end ellers?”
Ekspertens vurdering
Er billig shampoo virkelig bedre?
Marie Alkestrup, der er skønhedsredaktør hos Costume og Woman.dk, har spurgt hårekspert Lars Skjøth fra Hårklinikken, hvad der egentlig gør en shampoo god.
Ifølge ham handler det ikke om prisen, men om ingredienserne:
"I store træk er det hip som hap. Der kan være lige så mange problematiske ingredienser i dyre shampooer hos frisøren som i billigere alternativer på supermarkedets hylder," siger han.
Men hvilke ingredienser skal man så prøve at undgå?
Fem ingredienser du skal undgå
Woman.dk har lavet en liste over fem ingredienser, som du bør holde dig fra - i hvert fald, hvis budgettet rækker til det.
Parfume
Farvestoffer
Ftalater
Parabener
Formaldehyd
Afslutningsvist kaster eksperten lys over, at silikone i værste fald kan resultere i hårtab, hvorfor man også bør tjekke shampooen for det.
Hvis du vil undgå silikone, bør du kigge efter endelserne -thicone, -conol, -silane og –siloxane, siger han.