Mie Møller Bie
Selvom de to planter ikke ligner hinanden har de meget tilfælles
Hvordan er et bøgeblad egentlig bygget op? Og hvad har bestemt, hvordan stænglen på en asparges ser ud? Det gør et nyt ’opslagsværk’ lavet af forskere fra Københavns Universitet os klogere på. Opslagsværket, som formentlig er det største af sin slags, kan muligvis bruges til en mere målrettet forædling af planter, der både kan gøre dem mere klimarobuste og lettere fordøjelige.
Hvad har en asparges tilfælles med en vaniljeorkidé? Ikke meget skulle man tro, når man kigger på planterne udefra. Men faktisk er deres blade mere ens, end man lige ville gætte, når man ser dem med det blotte øje – det afslører deres cellevægge nemlig. Det skriver Københavns Universitet – Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.
For når man nærstuderer planters cellevægge – som for planter er, hvad skelettet er for mennesker – finder man ud af, hvordan blade og stængler på Jordens forskellige planter egentlig er bygget op. Det er netop hvad et forskerhold fra Københavns Universitet har gjort i et omfattende studie, og nu står de med noget, man aldrig har haft før: Et stort ”opslagsværk” over plantecellevæggens sammensætning hos 287 arter, der repræsenterer alle dele af planteriget.
”Når blomsterplanter har haft succes med at tilpasse sig selv de mest uvejsomme og udsatte miljøer på Jorden, skyldes det i høj grad planternes cellevægge. Det er nemlig cellevæggene, som både giver planterne struktur, så de kan stå oprejst, og sørger for deres indre transport af vand. Plantecellevæggen er bygget op af mange forskellige sukkerstoffer, der lidt ligesom legeklodser hver har en unik konstruktion og funktion,” siger botaniker Louise Isager Ahl fra Statens Naturhistoriske Museum og fortsætter:
”Selvom vi mennesker er dybt afhængige af planterne og deres sukkerstoffer til mad, byggematerialer, tøj og medicin, har vi indtil nu forstået meget lidt af planternes ’indre liv’. Vi ved, at sukkerstofferne er noget af naturens mest komplekse kemi, men hvordan de er sat sammen, hvordan de fungerer, og hvordan de har udviklet sig over de seneste mange millioner år har været ukendt.”
Ved at analysere blad- og stængelvæv fra 287 forskellige plantearter har forskerne undersøgt, hvilken sammenhæng der er mellem de ultrakomplekse sukkerstoffer i planterne og deres udviklingshistorie, vækstform og levested. Arterne repræsenterer de vigtigste evolutionære grene på planternes stamtræ fra algerne og op til de højerestående planter.
“Vores data kan bruges som et opslagsværk, når forskere fx skal tilrettelægge studier af plantearter, de ikke tidligere har arbejdet med. Hvis man fx vil undersøge, hvordan plantearter, man finder i junglen, i ørkenen eller på heden reagerer på miljøpåvirkninger – fx tørke, høj CO2 eller oversvømmelser – vil man kunne bruge datasættet som et pejlemærke,” siger Louise Isager Ahl.
Den type viden er vigtig, fordi netop ændringerne i klimaet formentlig også vil ændre planternes levesteder:
”Alle de klimaforandringer og miljøforandringer, som vi lige nu står i, udfordrer klodens planter og dermed også os mennesker. For vi er dybt afhængige af, at planterne fungerer. Og hvis vi skal udvikle mere modstandsdygtige planter er det vigtigt, at vi forstår, hvad der gør, om de kan klare sig eller vil bukke under. Her spiller forståelsen af deres byggesten i form af cellevæggene og sukkerstofferne en nøglerolle,” slutter Peter Ulvskov.
