Man siger, at livet begynder, når man bliver 40 år - men en læge har advaret mod visse livsstilsvalg, som man bør overveje at lægge bag sig, inden man når denne milepæl.
Dr. Evan Levine, hjertespecialist, delte i en video på det sociale medie TikTok fem vaner, som han mener bør droppes for at sikre et sundere og gladere liv.
Dr. Levine mener ganske enkelt, at man har bedre chancer for at leve længere, hvis man følger hans råd.
Den New York-baserede specialist understreger, at hvis målet er at leve længere, bør man genoverveje nogle almindelige vaner.
"Fem ting, du skal stoppe med inden du fylder 40 år - selvom det aldrig er for sent at stoppe," siger han ifølge Mirror.
1. Rygning
Det mest åbenlyse punkt handler om rygning.
"Studier viser, at den største nydelse ved rygning sker tidligt i voksenlivet. Du kan vende de fleste skader, men vent ikke til du er 60 - stop nu," siger han.
Det britiske sundhedsvæsen (NHS) understreger, at rygning er den største årsag til forebyggelige dødsfald i England med over 80.000 dødsfald årligt. Hver anden ryger dør af en rygningsrelateret sygdom.
2. Alkohol
At reducere alkoholindtaget er Dr. Levines næste råd.
"Alkohol øger risikoen for kræft - især hos kvinder - samt hjertesygdom og atrieflimren," siger han.
Han advarer mod at drikke mere end én genstand om dagen. Ifølge NHS bør både mænd og kvinder holde sig under 14 genstande om ugen for at minimere sundhedsrisici.
3. Stoffer
Dr. Levine nævner også cannabis og andre stoffer.
"Cannabis øger risikoen for kognitiv tilbagegang og demens. Og stoffer som kokain kan forårsage dødelige hjerteproblemer," lyder det.
I Danmark er cannabis og kokain ulovlige stoffer. NHS opfordrer personer med stofmisbrug til at søge hjælp hos en læge.
4. Overtræning
For meget motion kan skade kroppen, herunder særligt i form af langdistanceløb og tunge vægtløft.
"Det slider på hofter, knæ og fødder og øger risikoen for ledproblemer," siger han.
Desuden øger langdistanceløb risikoen for atrieflimren. Han anbefaler moderat motion og mindre vægttræning. NHS anbefaler daglig fysisk aktivitet for alle voksne.
5. Usund mad
Til sidst råder Dr. Levine til at undgå junkfood, hvilket særligt er gældende for sukkerholdige drikke og fastfood.
"Du er 40 år nu - du kan ikke spise alt, hvad du har lyst til længere," fortæller han.
Små ændringer i kosten kan gøre en stor forskel for helbredet.
Hans afsluttende råd er, at 'dine 40'ere vil forme, hvordan resten af dit liv bliver'.
"Vil du have 40 gode år mere? Så begynd nu," runder han af.