Mange nyder gerne en lækker portion yoghurt med granola, müsli eller bær.
Når man hælder yoghurten op er der et fænomen, de fleste har oplevet. Tit er der nemlig en hinde af en vandlignende væske oven på yoghurten, som mange vælger at smide ud.
Men det er der måske slet ikke nogen grund til at gøre.
Dr. Karan Raj fra Sunderland Universitet, der har over 5,3 millioner følgere på TikTok, har nemlig en opsigtsvækkende meddelelse om den vandige substans, der ofte ses flydende ovenpå yoghurt.
Det skriver Mirror.
Det viser sig, at den flydende del af yoghurten, kendt som valle, er en skjult skat af næringsstoffer.
"Har du nogensinde lagt mærke til en vandig pøl af væske oven på din yoghurt?", spurgte Dr. Raj i en af sine videoer. Han understreger, at det er en fejl at tro, at denne væske er et tegn på fordærv: "Denne mystiske pøl er fuld af essentielle næringsstoffer - protein, calcium, B12, endda probiotika - samt en masse andre mineraler."
Valle opstår under koaguleringsprocessen, når mælk fortykkes for at blive til ost eller yoghurt.
Mens nogle af mælkebestanddelene stivner og bliver til 'ostemasse', så dannes der også væske, som er rig på lactose og proteiner. Dr. Raj forklarer, at valle er den komponent, der gør yoghurten blødere og mere flydende i konsistensen.
Mange græske og islandske yoghurter er drænet for valle, hvilket giver dem en tykkere konsistens.
Det er dog ikke tilfældet med mange ikke-græske yoghurter, der oftere indeholder denne "yoghurt-tis", som Dr. Raj humoristisk beskriver det.
Hans anbefaling? Rør vallen rund i yoghurten. Ved at røre vallen tilbage i yoghurten, kan man nyde godt af dens mange sundhedsfordele, samtidig med at man bidrager til at reducere madspild.