Er du typen, der er nødt til at hælde flere kopper kaffe ned og tage et meget langt bad for at komme igennem dagen?
Hvis ja, så er der godt nyt til dig. Magasinet Entrepreneur skriver, at med en enkelt lille ændring i dine morgenrutiner, kan du blive fyldt med energi, der varer hele dagen.
De fleste tager et varmt bad om morgen for at komme i gang, men det varme vand har faktisk den modsatte effekt: Det sløver dig nemlig. Og derfor er det bedre med et dampende bad inden sengetid.
Følg blot tre trin
Entrepreneurs energifyldte baderåd, som tager 90 sekunder, skal bruges, når du har vasket krop og evt. hår i varmt vand, som du plejer. Følg derefter disse tre trin:
1.Skru helt op for det kolde vand og stå under det i 30 sekunder. Du får måske lyst til at skrige - bare gør det!
2. Skru helt op for det varme vand og stå under det i 30 sekunder. Det åbner dine blodkar, øger blodgennemstrømningen og giver en all-around følelse af stimulering.
3. Tænd for det kolde vand igen og spring ind under bruseren i 30 sekunder. Nu vil du føle dig vågen og klar til en ny dag.
Dette koldt-varmt-koldt-trick skulle ifølge undersøgelser reducere stress, styrke dit immunforsvar, øge din krops evne til at forbrænde fedt og hjælpe med at bekæmpe depression.
Og som en lille ekstra bonus vil du nok være væsentlig hurtigere til at komme i tøjet efter det kolde gys, end du plejer. Du kan måske lige frem undgå tøjkriser.