En organiseringsekspert har sat gang i en debat om opbevaring af madvarer efter at have listet de ting, der aldrig bør opbevares i køleskabet.
Caroline Solomon, 34 år gammel og fra New York, er kendt som 'Neat Caroline' på TikTok, hvor hun deler livsstilsråd og nyttige tricks med sine næsten 250.000 følgere.
TikTokeren gik viralt, efter hun lavede en liste over seks madvarer, der ikke bør køles ned, men hendes holdning til én særlig madvare viste sig at være kontroversiel.
Det skriver Daily Mail.
Caroline Solomon nævnte chokolade, som den første ting, der ikke bør opbevares i køleskabet, selvom mange gør det for at forhindre, at den smelter.
Hun forklarede, at dét at opbevare chokolade i køleskabet kan påvirke smagen og give en kornet konsistens, og at man i stedet bør opbevare den lækre snack "et mørkt og tørt sted".
Organiseringseksperten satte derefter ild i en gammel debat, da hun sagde, at ketchup ikke behøver at blive opbevaret i køleskabet.
"Du kan sagtens opbevare flasken i køleskabet, men det er også sikkert at opbevare den i dit skab," fortalte hun.
Hun fortsatte med at fortælle, at hvidløg er "bedst opbevaret et køligt, tørt sted, da køling får det til at blive gummiagtigt".
Næst på hendes liste var olivenolie, som hun forklarede "kan danne krystaller og blive fast, hvis den efterlades i køleskabet."
Caroline Solomon tilføjede, at basilikum er bedst at efterlade ved stuetemperatur med stilkene i vand. Hun havde ikke basilikum ved hånden, så hun brugte andre urter som demonstration.
Sidst, men ikke mindst, nævnte hun kager:
"Hvis du har wienerbrød, muffins og den slags, er det bedst at opbevare dem ved stuetemperatur," sagde hun.
Siden videoen blev delt den 18. oktober, er den blevet set over en million gange og har fået hundredvis af kommentarer.
Mange var uenige i hendes holdning til ketchup og argumenterede for, at det skulle opbevares i køleskabet efter åbning.
"Så ignorerer vi bare etiketter, der siger, at det skal opbevares i køleskabet efter åbning?" spurgte en bruger.
"Heinz sendte for nylig en offentlig servicebesked ud for at minde folk om, at de skal opbevare deres ketchup i køleskabet," lød det fra en anden.
Heinz har også for nylig udtalt sig om debatten, hvor en talsperson fortalte Daily Mail, at deres ketchup skal opbevares i køleskabet.