Selvom vinterkulden stadig bider, er der godt nyt til iselskere. Mammis Gelato på Rosensgade i AArhus åbner igen på lørdag den 1. marts og fejrer sæsonstarten med gratis is til alle. Det skriver migogaarhus.
I tidsrummet fra kl. 13 til 18 byder Mammis Gelato på én gratis kugle is til alle, der lægger vejen forbi. Skulle en enkelt kugle ikke være nok, kan du tilkøbe en ekstra for kun 20 kroner.
Italiensk håndværk – med et twist
Mammis Gelato er kendt for sin autentiske italienske gelato, inspireret af istraditioner fra støvlelandet. Her er kvalitet og smag i højsædet, og butikken har ofte unikke smagsvarianter, der ikke findes andre steder.
I år introducerer de blandt andet en variant med hvid chokolade og Happy Hippo Cremino, og der spekuleres allerede i, om der er flere nye smage på vej i 2025-sæsonen.
Fra Italien til Danmark
Bag butikken står mor og datter, der efter en uddannelse i Italien besluttede sig for at bringe ægte gelato til Danmark. Med fokus på traditionelle metoder og råvarer fra hele verden har de skabt en isbutik, der skiller sig ud.
Mammis Gelato tilbyder også indendørs siddepladser, så du kan nyde din is i varmen, eller du kan tage den med dig.
For mange lokale er åbningsdagen et sikkert tegn på, at foråret nærmer sig. Uanset om du er fast gæst eller ny besøgende, er der én ting, der er sikker: Det er svært at sige nej til gratis is.