I de seneste år har et revolutionerende køkkenapparat taget Danmark med storm, og det har fået madlavning til at tage en luftig drejning.
Airfryers har ikke blot indtaget danske køkkener, men de er blevet en gastronomisk sensation og et uundværligt værktøj for både madentusiaster og travle familier landet over.
I julemåneden var airfryers blandt de mest eftertragtede julegaver, og butikshylderne blev nærmest ryddet for de smarte køkkenapparater.
Maria Harmuth, Head of Content og Social Media hos Imerco, en af butikskæderne, der forhandler airfryers, bekræfter dette fænomen overfor Newsner.
"De har været ekstremt populære og var det bedst sælgende produkt under julehandlen sidste år. Vi har solgt fem gange så mange som i 2022," udtaler Maria Harmuth.
Airfryers er kendt for deres evne til at forvandle almindelige retter til sprøde og lækre delikatesser med en minimal mængde olie. Ved at bruge varmluftscirkulation til at stege maden, opnår man en sundere og mindre fedtholdig version af klassiske friturestegte favoritter som pommes frites, nuggets og fiskefileter.
Men airfryers kan mere end det.
"Mange tror, at maskinen blot kan lave pomfritter, men den kan mere end det. Man kan nemlig lave alt fra muffins til eftermiddagskaffen til kylling til aftensmaden," forklarer Maria Harmuth.
Ifølge Imerco kan den stigende popularitet forklares på flere måder. Airfryers blev for alvor kendt under energikrisen, hvor den viste sig som en tidsbesparende løsning, da den ikke kræver opvarmning som en konventionel ovn.
"Det smarte ved en airfryer er nemlig, at man ikke behøver at vente på, at den bliver varm i modsætning til en ovn," siger Maria Harmuth.
Derudover er airfryers tilgængelige i forskellige størrelser og prislejer, hvilket gør dem attraktive for alle aldersgrupper og husholdninger.
"Airfryers fås i både forskellige størrelser og forskellige prislejer. Derfor er det en maskine, som matcher ind hos de fleste., fortæller Harmuth afslutningsvis.