Mange har nok prøvet det. Et nybagt brød ryger med hjem, duften breder sig i køkkenet, og så går der ikke mere end et døgn, før skorpen er blevet til sten, og midten minder om savsmuld.
Brød har desværre en kedelig tendens til at blive tørt hurtigere, end man når at spise det.
Der findes dog et gammeldags trick, som kan forlænge brødets levetid betydeligt, og løsningen gemmer sig måske allerede i din grøntsagsskuffe.
Det skriver helsemediet Centrum.
Det handler om selleri.
Ved at lægge et lille stykke selleri ned i posen sammen med brødet kan man holde fugtigheden i skak og samtidig forhindre, at brødet udtørrer for hurtigt.
Resultatet er et friskere og blødere brød, som ifølge mediet kan holde sig i op til tre uger længere end normalt.
Fugten fra sellerien frigives langsomt og skaber et mikroklima, som holder skorpen blød uden at fremme mugvækst.
Metoden er ikke ny.
Det har tidligere været brugt dengang, hvor supermarkedet ikke var så udbredt og let tilgængeligt, som det er i dag. Det er en tilgang, der fortjener et comeback i dag, hvor madpriserne stiger, og fokus på bæredygtighed vokser.
Hvis man ikke har selleri ved hånden, kan man med fordel benytte sig af æbler eller kartofler. De har en tilsvarende effekt og fungerer næsten lige så godt som den mere traditionelle grøntsag.
Et lille stykke kartoffel eller et par skiver æble lagt i brødposen kan være nok til at forlænge brødets friskhed med flere dage.
Skulle man alligevel ende med overskydende brød, er det altid en god idé at fryse det ned. Det forhindrer spild og sikrer, at man altid har brød på lager til en travl morgen eller en uventet frokost.