Lokal ildsjæl vil redde byens restauranter fra corona-død

16/03/2020

Rikki Tholstrup Jørgensen

Mad
Lokale Martin Bager Wulff vil gerne hjælpe de lokale restauranter. Foto: Burger Anarchy
Coronavirussen er over os. For mange restauranter overalt i landet betyder regeringens tiltag, at alle gæster udebliver og forretningerne må lukke. Det er ikke alle restauranter, der har en velpolstret pengekasse.

Mest læste i dag

Netop problemet med at restauranterne ikke kan få kunder, har den lokale Odense-ildsjæl Martin Bager Wulff forsøgt at gøre noget ved. 

"Det var egentlig først planen, at jeg ville lancere projektet til juni, men den nuværende situation taget i betragtning, så giver det mening at gå i luften nu," fortæller Martin, der allerede har 42 restauranter og butikker på listen til projektet, som han kalder Umage by Wulff.

Projektet skulle egentlig have været en hyldest til alle de fagfolk, der gør et særligt godt job. Meningen var, at Martin ville ud og finde det bedste byens fagfolk kunne levere. "Jeg ville finde den bedste the-birkes, den bedste pizza margherita og andre lækre ting, som butikker og restauranter er stolte over," fortæller Martin om sit projekt, der pga. coronavirussen pludselig tog en drejning.

Artiklen fortsætter efter billedet

Martin Bager Wulff er desuden involveret som frivillig for Midtfyens Festival og driver også en lokal popup restaurant. Privatfoto.

"Alt lå klart og jeg var i gang med at planlægge lanceringen, da det slog mig, at Umage by Wulff kunne bruges aktivt i denne periode til at sikre, at gode restauranter kommer igennem krisen på nogenlunde fornuftig vis." Martin fortæller desuden, at den første take-away kampagne, som han har kørt for Burger Anarchy er gået rigtig godt, og at der er solgt rigtig mange take-away-menuer. 

Indtil videre arbejder Martin 100% gratis for at hjælpe forretningerne, og han kan mærke, at han gør en forskel. Der er rift om at få kampagner på projektet, som sikrer restauranterne livsvigtig omsætning. "Jeg vil bare gerne hjælpe dem gennem krisen, så medarbejderne også har et job, når vi kommer ud på den anden side," fortæller Martin om sin motivation for at knokle på.

"Det næste problem er så at finde penge til min egen husleje, men mon ikke jeg finder på et eller andet genialt," slutter Martin af. 

Gå ind på https://umagebywulff.wordpress.com/ hvis du vil hjælpe de lokale Odense-baserede restauranter.

 

 

Anbefalet til dig