Ny madbod åbner i Street Food Vejle: Interview med ejeren

Mad
Om en uge åbner der en ny madbod i Street Food Vejle. Vi har taget en snak med ejeren om, hvad man kan forvente at det nye køkken.

Lige nu læser andre også

I starten af oktober var der ikke mere mad fra Otto’s Anatolian Food i Street Food Vejle, da de valgte at lukke deres køkken. Et nyt køkken måtte derfor på banen, og de er nu klar til åbne dørene og servere lækker mad til sultne gæster.

De nye ildsjæle blev hurtigt fundet internt hos Street Food Vejle, da det bliver Mathias Tiachi Ohira Poulsen og hans makker Joseph Anzalone Mola der overtager boden. De to driver allerede den populære mexicanske biks, Mohira, hvor de laver mexicansk-inspireret mad med dansk finish.

Netop kombinationen af at tage noget traditionelt, og give det et ekstra touch, er dét, de har tænkt sig at gøre i deres nye madbod, Dough Pizza, hvor de sælger italienske pizzaer.

”Det bliver et italiensk koncept med fokus på pizza. Sprøde stenovnsbagte pizzaer, men med et twist,” lyder det fra Mathias Poulsen der uddyber:

”Rigtig mange steder kan du få en lækker autentisk italiensk pizza. Det vil vi ikke gå ind og konkurrere med. Det vi vil lave, er en blanding af en romersk pizza og den napolitanske pizza, hvor man får et mix af dem begge. Og så tilføjer vi nogle kreative kreationer, hvor vi leger med idéen om, hvad du kan smide på en pizza og stadig gøre den rigtig lækker.”

Hvor mange pizzaer kommer I til at lave?

”Vi regner med at lave fem forskellige pizzaer. Fire pizzaer og en dessertpizza. Det bliver en blanding af de traditionelle, og så de klassiske nyfortolkninger. Derudover så regner vi med, at vi også laver nogle italienske deleretter,”

Inspirationen har de to ildsjæle hentet fra forskellige dele af verden, og Mathias fortæller blandt andet om, at de godt kunne tænke sig at fokusere på skorpen af pizzaen.

”Der er meget delte meninger omkring skorpen på pizzaer, og der har vi hentet lidt inspiration fra USA, hvor de sælger forskellige slags dyppelse til skorpen. Den idé har vi stadig i hovedet, hvor vi så vil lave vores egen dyppelse eller sauce, som man kan dyppe pizzaskorpen i,”

Sådan ser logoet ud hos Dough Pizza.

”Jeg blev sat på plads, da jeg nævnte Hawaii”

Spørger man en traditionel italiensk pizzabager, om vedkommende ikke vil lave en Hawaii-pizza, så kan man godt forvente at få et rap over nallerne med en pizzaspade. Ananas på en pizza er nemlig blasfemi i deres øjne, og det er heller ikke noget, som man skal forvente at se hos Dough Pizza i starten.

”Haha. Jeg spurgte faktisk Joseph om det, fordi det er en meget omdiskuteret pizza, men der kom den stolte italiener frem i ham, og så blev jeg sat på plads. Jeg kan selv godt lide den, men det er ikke en pizza, som vi kommer til at lave lige nu. Måske som månedens pizza - det er det bedste, jeg kan gøre,” siger Mathias efterfulgt af et lille grin.

Mens der ikke bliver plads til Hawaii-pizzaen på menukortet, så kan man dog godt forvente, at se nogle af de italienske favoritter på kortet.

”Vi har respekt for det italienske køkken, og derfor vil man også kunne bestille en old school-klassiker som Margherita. Den kommer vi ikke til at pille ved, for du kan ikke gøre den bedre, kun værre,” lyder det fra Mathias Poulsen.

Hører pizza overhovedet hjemme hos Street Food?

”Det synes vi. Der hvor Joseph er fra, der er nogle af de bedste pizzaer han har fået, når han er gået ned af de italienske gader, og de så har pizzaen klar. Så vi associerer det med Street Food, og det synes vi også, at vejlenserne kan,” lyder det fra Mathias der tilføjer:

”Hvis du vil have den store oplevelse, hvor du sidder i mange timer og nyder et stort lækkert glas rødvin der komplimenterer din pizza, så er det nok ikke her. Det her er stedet, hvor du gerne vil nyde en god pizza, som du ikke har prøvet det før. Eller hvis du er tosset med pizza, og gerne vil se, hvordan man ellers kan lege med det,”

Hvorfor har i valgt navnet Dough Pizza?

”Vi har lavet en liste med mange italienske navne, og vi har tænkt på så mange ting, blandt andet Totti’s. Men det ville bare være at modsige sig selv, hvis vi går med det klassiske italienske, når vi prøver at lave noget nyt. Derfor er det lidt knækket, og det håber vi, at folk fanger”,

Hvad kommer pizzaerne til at koste?

”Det kommer til at ligge fornuftigt i og med, at det er Street Food. Vi kommer med to størrelser, en normale størrelse og en mindre størrelse. Den lille størrelse skal appellere til hele socialfood-konceptet, hvor man kan få lidt mad fra alle boder, i stedet for at skulle spise sig mæt i en pizza. Jeg har ikke nogen fast pris på pizzaerne lige nu, men det bliver fornuftige priser,”

Dough Pizza holder første åbningsdag fredag den 9. november. De store pizzaer vil også være mulige at bestille som take away.

 

Anbefalet til dig