TV-kok fra 'Fem fede kokke' hyldet med fornemme priser

Af: Thea Andersen

|

22/01/2024

Foto: YouTube
Foto: YouTube
Fra det klassiske til det til børnevenlige: Casper Sobczyk leverer det hele fra sin populære restaurant, Capa, på Rådhuspladsen i København – hvilket udløste en række fornemme priser i 2023.

Mest læste i dag

København, 21. januar 2024 – Hvordan begejstrer man både de sofistikerede madanmeldere i Den Danske Spiseguide og de mange danske børnefamilier, som gerne vil have en god og robust restaurantoplevelse? Dén udfordring er der muligvis kun én i Danmark, som er lykkedes med – og det er Casper Sobczyk.

Når den populære kok og køkkenchef ikke underholder det madglade (og morgenfriske) publikum i Go’Morgen Danmark, styrer han køkkenet på restaurant Capa.

Restauranten på Rådhuspladsen er nemlig Sobczyks hjertebarn, og drømmen om at skabe en restaurant, som giver oplevelser til alle, ser ud til at være lykkedes.

Således blev 2023 året, hvor Sobczyk og Capa løb med en række priser, som tilsammen dækker et bredt spektrum indenfor gastronomikunsten, skriver Capa i en pressemeddelelse.

Årets Kokkeprofil

Casper Sobczyk modtog i oktober prisen som Årets Kokkeprofil 2023 fra juryen bag Den Danske Spiseguide – en slags dansk version af den berømte franske Michelinguide, udgivet årligt siden 1978. Her var Sobczyk nomineret sammen med blandt andre de tidligere Michelin-hædrede profiler Dak Wichangoen (tidligere Kiin Kiin, nu Sjette Frederiks Kro) og Claus Henriksen (tidligere Dragsholm Slot, nu MOTA).

Danmarks Bedste Spiseoplevelse

På det mere folkelige plan blev Capa i december hædret med prisen som Danmarks Bedste Spiseoplevelse i kåringen Danmarks Bedste 2023, som blev afviklet af storbysmedierne MigogAalborg, MigogAarhus, MigogOdense og MigogKbh. Flere end 83.000 læsere stemte i den samlede kåring, hvor Capa løb med hele 18,9 procent af stemmerne i sin kategori og dermed både sikrede sig prisen i København og i Danmark generelt.

Årets Børnevenlige Spisested

Endelig blev Capa i kåret som Årets Børnevenlige Spisested 2023 af Aarhus- og København-mediet Børn i Byen. Her stemte over 71.000 læsere i 17 kategorier, og det blev altså Casper Sobczyks restaurant, som løb med titlen i den gastronomiske kategori – endda for andet år i træk.

“Hos Capa får børnene en madoplevelse udover det sædvanlige. Her serveres børneretterne med røg og damp, når tjeneren hælder tøris ved retten. Capa holder også særlige børnefester, hvor børnene får lov til at spise ude helt uden mor og far. Casper Sobczyk, som du måske kender som den farverige kok fra Go’Morgen Danmark, er i spidsen for restauranten og han sørger for store madoplevelser til hele familien,” lød det fra juryen i begrundelsen for nomineringen.

World’s Best Steak Restaurants

Endelig har Casper Sobczyks passionerede tilgang til kød af ypperste kvalitet – en passion, der for år tilbage gjorde kokken verdenskendt for sin ’smørbøf’, som i dag har udløst mere end 150 millioner visninger på de sociale medier – sikret en prestigefuld anerkendelse.

Capa, som prioriterer det prisbelønnede SASHI-oksekød (tredobbelt vinder af World Steak Challenge) fra den danske kødproducent JN Meat International, er nemlig kommet på listen World’s 101 Best Steak Restaurants, rangeret af organisationen World’s Best Steak Restaurants, som hvert år besøger mere end 700 toprestauranter i hele verden.

Udtalelse fra Casper Sobczyk:

“Jeg er enormt glad og meget taknemmelig over de priser og anerkendelser, som jeg og resten af holdet bag Capa har opnået i 2023. At blive udråbt som Årets Kokkeprofil er naturligvis en kæmpe og ærefuld titel for mig, især fordi jeg var nomineret sammen med en masse vildt dygtige kolleger, som jeg altid har haft kæmpe respekt for. Det er dejligt at blive anerkendt efter så mange år i branchen, men frem for alt betyder det jo, at man har en masse glade gæster, som gør det muligt at drive en restaurant med en masse dygtige ansatte, lyder det fra Casper Sobczyk.

“At få prisen for Årets Børnevenlige Spisested og Danmarks Bedste Spiseoplevelse og ovenikøbet komme på listen over de 101 bedste bøfrestauranter i verden betyder særligt meget for mig, netop fordi det altid har været min drøm at skabe en restaurant, som omfavner alle. På Capa serverer vi klassiske retter, men med en moderne fransk twist, fordi jeg elsker at eksperimentere. Og med hensyn til de yngste gæster tager jeg udgangspunkt i hvad mine egne børn kan lide og integrerer det i et spændende menukort, som dermed både tiltaler den yngste og den ældste generation,” forklarer Casper Sobczyk.

Facts om Casper Sobczyk:

*35 år gammel, opvokset i Nordsjælland og på Bornholm
*Far til to døtre
*Fik som 12-årig sit første job som fejedreng på en lokal restaurant
*Udlært kok på Hotel Siemsens Gaard, Svaneke, i 2009
*Har bl.a. været ansat på Kødbyens Fiskebar (København), Restaurant Ét (Aarhus), Marienlyst Strandhotel (Helsingør) og Restaurant Alchemist (København)
*Tidligere medlem af det danske kokkelandshold
*Har siden 2018 været fast kok på Go’Morgen Danmark
*Udkom i 2020 med kogebogen Vintermad
*Udkom i 2023 med egen kollektion af køkkenudstyr
*Køkkenchef og fra 2024 medejer af restauranten Capa på Rådhuspladsen i København

Anbefalet til dig