Dan Rose klar med debutalbum: Udkommer i morgen

Af: Helge Rahbek

|

18/10/2018

Den odenseanske singer/song-writer, Dan Rose, har været verden rundt. På fredag lanceres hans debutalbum, No Time For Fear, i en lille pladebutik i Paarup.

Lige nu læser andre også

Dan Rose modsætter sig at blive sat i bås. Selvom han grundlæggende set blot er en mand med en guitar, og beskæftiger sig med akustisk rock, er anmelderne rådvilde. Spiller Rose indie, rock, pop eller alternative? En enkelt skribent har endda kaldt hans musik for folk-punk.

"Nogle gange kalder jeg det bare 'rocksange spillet på akustisk guitar'," siger Rose. "Jeg laver hvad jeg selv synes lyder pissefedt, uanset hvilken genre man så kalder det."

Og hvor anmelderne ikke kan blive enige om genren, er de dog enige om, at det han laver, er virkelig godt.

Verden rundt med Dan Rose

Rose har turneret med sin musik siden 2012, og blandt andet optrådt i Tjekkiet, Polen, Litauen og Tyskland, til allehånde festivaler, live i radioen, på værtshuse og spillesteder. Han er særligt glad for at have spillet på den berømte musikbar Eddie's Attic i Georgia, USA, hvor store stjerner som John Mayer og Justin Bieber startede deres respektive karrierer. Eddie's Attic er kendt for at skabe et godt miljø for up-coming musikere, ligesom Odenses eget Kansas City, hvor Dan Rose også har spillet adskillige gange.

Sidst han gæstede Kansas City, var under den lille endagsfestival Garagefæst, der ellers henvender sig meget direkte til Odenses voksende punkpublikum. Den slags standser dog ikke Rose, der har underholdt så forskellige steder som en kristen rockfestival i Sverige, Distortion i København og Vollsmose Kulturhus, fra at dukke op.

Her kan du høre et af numrene fra det nye album:

"Det var en sand fornøjelse at være en del af det arrangement. Jeg er generelt mere inspireret af punk og rock, end af andet akustisk guitar-musik, og derudover handler punk for mig om mere end bare musikken. Jeg gør tingene på min egen måde og det tror jeg arrangørerne anerkendte, da de bookede mig."

Dan Roses hyldest til grønne Odense

Rose anerkender, at der "nok skal være et par organisationer derude, hvis julefrokoster jeg ikke har lyst til at være musikalsk indslag til," men er meget åben overfor nye steder og nye indtryk. "Det er altid fedt at komme ud og spille til alle mulige forskellige events, så folk skal endelig bare hive fat i mig."

Når Roses debutplade udkommer i morgen, sker det i Glad Samler Records i Paarup, en lille privatejet pladebiks, der leverer vinyler til Odenses musiksamlere. For selvom Rose har været den halve verden rundt, har Odense stadig en stor plads i hans hjerte - og spiller en central rolle på debutskiven No Time For Fear.

"Sangen ‘Near The Trees’ var en af de allerførste sange, jeg lavede til albummet. Jeg er vokset op et par forskellige steder i Odense, hvor der var store skove. Det var vildt fedt at rende rundt og lege blandt alle træerne. Da jeg som voksen genbesøgte stederne, så jeg at det aldrig var skove, men blot små grønne områder. Men som barn, føltes det som kæmpe skove! Jeg elsker vores grønne områder i Odense, og der er altså mange. ‘Near The Trees’ er en hyldest de områder som har været med til at forme os som mennesker, i mit tilfælde er det de grønne områder i Odense."

I forbindelse med udgivelsen afholder Dan Rose en release koncert i morgen klokken 17 hos Glad Samler Records. Se mere her på Facebook.

 

Anbefalet til dig