En fredag tilbage til 90'erne med Østkyst Hustlers

De har hustlet alle de største koncertsteder og festivaler i landet, nu er det Vejles tur. Skal du med en tur tilbage til 90'erne med Østkyst Hustlers?

Lige nu læser andre også

Når man som denne skribent har passeret de 40 år, så er et gensyn med Østkyst Hustlers en rejse tilbage til ungdommens tid. Hits som "Han Får For Lidt" og "Hustlerstil" kunne ikke undgås i start-90'erne, selvom man ikke var til rap eller hip-hop. De danske hustlers blev dannet i 1993 og slog for alvor igennem med debutalbummet "Verdens Længste Rap" fra 1995. Albummets store succes gav en saltvandsindsprøjtning til den danske hiphop-bølge, som med navne som Humleridderne, Hvid Sjokolade og Kongehuset i en periode nærmest kunne gå på vandet.

Baghustleren var og er den danske hiphopper Nikolaj Peyk, der ret beset kan kategoriseres som manden, der bragte hiphoppen til Danmark. Peyk stod også bag MC Einar og var tekstforfatter til storhittet "Ahr dér!" og julehittet "Jul, det' cool", som MC Einar den dag i dag stadig tjener en del royalties på.

Peyks bedrifter med MC Einar og Østkyst Hustlers gjorde hiphoppen til mainstream og sammen med rapperne Bossy Bo og Jazzy H, der leverer rimene i Østkyst Hustlers, fik gruppen udgivet tre albums. De to rimsmede Bossy Bo og Jazzy H. udgav albummet "Get a Life Selv" uden Peyk i 2003, derfor regnes albummet ikke med i Østkyst Hustlers diskografi.

I forbindelse med Østkyst Hustlers’ længe ventede fjerde album, drager bandet rundt i landet og spiller masser af koncerter og i morgen, fredag d. 13 april, når tourbussen til Bygningen i Vejle. Klokken 21 går Hustlerne på scenen, og har du lyst til en mental rejse tilbage til 90'erne, så køb dine billetter nu.

Bygningen har selv håndplukket GWÆNNO som support til Østkyst Hustlers, og fået det Hustler-godkendt med "KÆMPE TOMMEL OP."

Følg med på eventets Facebookside.

 

Anbefalet til dig