Hotel Grand byder på jazzkoncert i absolut verdensklasse

Musik
Foto: PR
The Grand Hotel Late Night Jazz Club disker op med natmad og internationale jazzstjerner lørdag den 25. maj. I Glassalen vil en cool jazzklubstemning hænge som cigarrøg i luften og drive af væggene, når Benjamin Koppel & Friends fremfører jazzfortællingen ’Annas Flugt’.

Lige nu læser andre også

Af naturlige årsager er det kun de færreste, der kender den intime og fede jazzklubstemning fra 50'ernes jazzhuse, men nu er chancen for at opleve den selv. Til koncerten er der tale om den ægte vare fra øverste hylde med topklasse jazzmusikere, der er teknisk fremragende og kan formidle groovy stemninger og følelser gennem musikken.

Et virkeligt stærkt line-up

Besætningen i Benjamin Koppel & Friends er ganske enkelt imponerende. Kapelmesteren, Benjamin Koppel, er både komponist og saxofonist.

Benjamin Koppel har udgivet flere end 50 cd'er som jazz-solist sammen med nogle af de allerstørste internationale jazzmusikere, og han har optrådt sammen med stjernerne Chris Potter, Al Foster og mange flere.

Benjamin Koppels saxofonspil findes også på en lang række danske indspilninger med popmusik. Her kan eksempelvis nævnes Danseorkestret, Moonjam, Sanne Salomonsen, Hanne Boel, Alberte Winding og søsteren Marie Carmen Koppel.

Trommeslageren i Benjamin Koppel & Friends er Peter Erskine, der anses for at være en af verdens bedste jazztrommeslagere. Han er ikke mindst kendt fra jazz-rock-fusionsbandene Weather Report og Steps Ahead.

På bas er Scott Colley, som blandt andet har spillet sammen med jazzlegender som Herbie Hancock, Jim Hall og Chris Potter.

Bag flyglet sidder Kenny Werner, der ligesom Scott Colley er fra USA. Kenny Werner er en prisvindende top jazzpianist, og kendt for sine fantastiske improvisationer.

Den vokale kraft og finesse leverer Cæcilie Norby, der nok af mange kan huskes fra pop/rockgruppen OneTwo. Hun har endvidere været solist med en lang række jazzstjerner som Curtis Stigers, Niels-Henning Ørsted, John Scofield og mange flere. Som jazzsanger har Cæcilie Norby international klasse.

’Annas Flugt’

Koncerten hedder Annas Flugt og er en livsbekræftende og dramatisk jazzfortælling om et liv gennem snart 100 år.

Anna er Benjamin Koppels snart 97-årige tante, der blev født i 1921. Hun har haft et langt og begivenhedsrigt liv. Under 2. Verdenskrig måtte hun flygte til Sverige, sammen med resten af sin jødiske familie. Koncertens titel henviser til den dramatiske flugt.

Anna bor nu i en forstad til Paris, hvor Benjamin Koppel har haft en række lange samtaler med sin tante Anna. Samtalerne er blevet udmøntet i nogle fortællinger, som Cæcilie Norby har lavet om til sangtekster. Benjamin Koppel har lavet musikken til den lille sangcyklys med ti sange. På den måde er Annas Flugt både Benjamin Koppels og Cæcilie Norbys værk.

Musik og tekster tager udgangspunkt i forskellige hændelser af Annas liv – ikke mindst flugten fra Danmark og tiden i Sverige under krigen. Resultatet kan opleves på Hotel Grand den 25. maj, kl. 20.

Anbefalet til dig