Fra den 21. til den 31. marts afvikles Carl Nielsen International Competition i komponistens hjemby, Odense. Det er første gang, der konkurreres sideløbende i violin, klarinet og fløjte i Odense, hvor ikke færre end 72 dygtige, unge musikere deltager i konkurrencerne. Vinderne kan se frem til pæne pengepræmier og pladekontrakt. Endvidere har Carl Nielsen International Competition gennem årene været springbræt til karrierer på verdensscenen.
En vinder vender tilbage som verdensstjerne
I 1992 vandt Nikolaj Szeps-Znaider konkurrencen, som både den yngste deltager og første dansker nogensinde. Siden er han blevet en af verdens mest beundrede og efterspurgte violinvirtuoser. Nikolaj Szeps-Znaider er således et strålende eksempel på, hvad en førstepræmie i konkurrencen kan føre til.
I år vender Nikolaj Szeps-Znaider tilbage til Carl Nielsen International Competition som jurypræsident. Han skal endvidere være dommer og formand for juryen i violinkonkurrencen.
Nikolaj Szeps-Znaider er meget optaget af, at Carl Nielsen International Competition har noget at tilbyde vinderne.
”Til hvert instrument er der en førstepræmie på €12.000 og en pladekontrakt til en værdi af €13.000. Hertil kommer ti solistoptrædener over de følgende to år med nogle af Skandinaviens bedste symfoniorkestre og på internationale festivaler. Her får de unge talenter chancen for at skabe deres egen succes og få sikker grund under fødderne. Det er en meget vigtig mulighed at give dem,” fastslår Nikolaj Szeps-Znaider.
En helt ren konkurrence
Det er vigtigt for Nikolaj Szeps-Znaider som jurypræsident at sikre en helt fair konkurrence.
”I violinkonkurrencen har jeg indført en række nye regler. I første del af første runde vil hele juryen sidde bag en skærm, så de ikke kan se deltagerne, men kun høre dem. Vi ved ikke, hvem der er hvem, har ikke læst deres biografier, kender ikke deres undervisere og aner ikke, hvor de kommer fra. Vi ved ingenting, bortset fra det, som vi kan høre, at de spiller. Og herefter skal vi give dem point. I første rundes anden del vil vi lytte til dem uden en skærm foran og give point. Men vi får ikke at vide, hvem der spillede hvad dagen før. Jeg vil glæde mig til at være fri for forudindtagede holdninger og bare sidde og lytte og tænke: Hvad synes jeg om det? Det bliver meget interessant,” siger Nikolaj Szeps-Znaider.
Nikolaj Szeps-Znaider har også sikret sig, at der ikke er undervisere i juryen. Han mener, at man som underviser kan være tilbøjelig til ubevidst at synes, at egne elever spiller bedre end andre.
”Jeg ønsker at eliminere muligheden for, at en sådan situation opstår, siger Nikolaj Szeps-Znaider.