Northside Festival skruer op for billetprisen

Af: Helge Rahbek

|

20/11/2018

Inden sommerens festival har Northside skruet prisen op til 1895 kroner. Prisen er altså steget med 300 kroner. Årsagen skal findes i musikprogrammet, hvor festivalen har øget budgettet.

Lige nu læser andre også

John Fogde, som er pressechef for Down the Drain Group, der arrangerer Northside, udtaler blandt andet til Ekstra Bladet:

”Honorarerne for specielt de amerikanske kunstnere bliver større og større år for år, så hvis vi skal levere de bands, som folk ønsker, så er vi nødt til at skrue op for billetprisen. Vi investerer også kontinuerligt i festivalpladserne, men stigningen er primært koblet til musikken.”

Det bliver altså dyrere at besøge Northside i Aarhus næste sommer, hvor prisen på partoutbilletter er hævet med 300 kroner fra 1595 til 1895 kroner. Det er en stigning på 18,8 procent i forhold til sidste år.

”Man får sjældent ros, når man skruer op for prisen, men vi tror, de festivaler (Down the Drain Group arrangerer også den fynske festival, Tinderbox.red), vi arbejder på lige nu, vil få folk til at føle, at de har fået noget for pengene til sommer,” siger pressechef John Fogde.

Bon Iver, The Streets og Major Lazer

Det fulde program for Northside Festival er endnu ikke offentliggjort, så hvad publikum helt konkret kan forvente for de ekstra 300 kroner er ikke til at konkludere endnu.

Dog har festivalen allerede offentliggjort flere prominente navne. Heriblandt Major Lazer, Bon Iver, The Streets og danske The Minds of 99.

Northside afvikles I Ådalen få minutters gang fra centrum af Aarhus.

Festivalen finder sted fra d. 6. til d. 8. juni 2019. Northside finder sted for niende gang i år. Sidste år deltog omtrent 40.000 gæster.

Anbefalet til dig