Nu er de første navne på plads: Green Day, Lukas Graham, Weezer og andre gæster Ådalen

Musik
Green Day er et af de nye bands, der vil spille til Northsides sidste år i Ådalen. Foto: Shutterstock
Nu melder NorthSide klar med de første hovednavne til musikplakaten, og de får stærkt følgeskab af Weezer, Mew og de danske sangerinder Mags og Mekdes.

Lige nu læser andre også

Efter en forrygende NorthSide 2019, kigger festivalen nu fremad mod 2020. Early Bird billetterne til næste års festival er for længst revet væk, 1. oktober lød startskuddet så til det officielle billetsalg, og nu melder NorthSide klar med den første runde navne.

Vi skal tilbage til 2013 for at finde en Green Day koncert på dansk jord, og derfor var det også til manges store skuffelse, at der ikke var danske byer på plakaten for den verdensturne, bandet netop har annonceret sammen med Weezer og Fall Out Boy. Heldigvis får danske fans muligheden for både at opleve både Green Day og Weezer når de går på scenen på NorthSide 2020.

Green Day blæste igennem den internationale lydmur i 1994 med albummet, Dookie, og singler som ”When I Come Around”, ”Basket Case” og ”Longview” bragede ind i toppen af hitlisterne over hele verden. I 2004 udgav Green Day sit syvende album ”American Idiot”. Titelnummeret ”American Idiot” og singler som "Wake Me Up When September Ends" og "Boulevard of Broken Dreams" høstede enorm international anerkendelse og flyttede Green Day fra ”vrede skaterpunkere” til et band med en politisk og skarp stemme med mere end 70 millioner solgte album. I september udgav Green Day førstesinglen til deres trettende studiealbum,”Father of All…”, som lander i 2020.

Også californiske Weezer benyttede den føromtalte verdensturne til at annoncere deres fjortende studiealbum ”Van Weezer”. Albummet lander i maj 2020, og mindre end en måned senere indtager bandet altså NorthSide. Til den tid er det 28 år siden, bandet spillede deres første koncert på Hollywood Boulevard i Los Angeles, hvor de allerede fra begyndelsen gjorde sig bemærkede med en positive lyd, som stod kontrast til 90’ernes dystre grunge-univers. I 1994 udkom debutalbummet ”The Blue Album”, og kort tid efter lærte hele verden for alvor bandet at kende som velklædte nørder i musikvideoen til kæmpehittet ”Buddy Holly”. Singlen blev stærkt efterfulgt af hits som ”Undone – The Sweater Song”, "Pork And Beans”, ”Hash Pipes” og ”Beverly Hills”, som var bandets første single på Billboards Top100.

Siden debuten, “Ordinary Things”, har danske Lukas Graham indtaget verden i et tempo, som de færreste af os helt forstår. Lukas Graham er, med forsanger Lukas Forchhammers egne ord, ”ghetto-pop med et snert af soul”, og man skal ikke lytte længe til hverken ”Mama Said”, ”Drunk in the morning” eller ”Love Someone” for at genkende den beskrivelse. I 2016 banede singlen ”7 Years” vejen for et massivt verdensomspændende gennembrud. Bandets internationale debutalbum gik Top 10 i 11 lande og er nu certificeret med hele 10xPlatin. Lukas Graham blev desuden nomineret til tre amerikanske Grammys: "Record of the Year" og “Song of the Year” for “7 Years” samt "Best Pop Duo/Group Performance".

2020 er året, hvor Mew kan fejre 15-års jubilæum for det prisbelønnede album ”And The Glass Handed Kites”, der for alvor kickstartede en international karriere for trioen med kæmpe hits som ”Apocalypso”, ”The Zookeeper’s Boy” og den enestående ”Special”. Pladen sikrede bandet hele fire Danish Music Awards, og de har siden udgivet seks studiealbum, senest ”Visuals” fra 2017. Særligt karakteristisk for Mew er kombinationen af et detaljeret og storladent lydbillede i stærk kontrast til forsanger Jonas Bjerres nærmest uskyldige og blide vokal. Mew formår gang på gang at snige sig ind under huden på publikum, og vi ser frem til et længeventet gensyn med bandet på NorthSide i 2020.

Talentholdet dukker også op

Det er med vaskeægte stolthed, at NorthSide byder velkommen til to af dansk musiks største, kvindelige talenter netop nu.

Med sine blot 19 år har naturtalentet, Mekdes, allerede markeret sig som en fuldstændig sublim live-artist, som Danmark bør have et meget vågent øje med. Hits som ”Out of Here”, ”On My Mind” og seneste single ”Lose a Minute” er stærkt inspireret af r’n’b- og soul-artister som Jorja Smith, Kehlani, NAO og Billie Eilish, og med sin fuldstændig sublime vokal, der favner både fløjlsblød lethed og stålfast råstyrke, leverer Kolding-fødte Mekdes både tekster og melodi i international klasse.
Mekdes spiller fredag den 5. juni på NorthSide

Østjyske Mags har netop udgivet debut EP’en ”Conversations I’ve had with myself”, en hudløs ærlig perle, der for alvor har gjort os nysgerrige på, hvad fremtiden bringer for Mags. Inspirationen henter det blot 24-årige talent i skandinaviske sangerinder som Sigrid og Mø, og selvom teksterne på singlerne “You’re in his bed, I’m in his head”, ”I never really liked your friends” og ”Play it cool” udspringer af sangerindens egne dybeste, personlige tanker og følelser, formidler hun dem i et musikalsk landskab af elektropop, der lader de færreste sidde stille.

"Første række artister er lige præcis formlen på, hvordan musikprogrammet på NorthSide skal være skruet sammen: Et solidt line-up af ikoniske verdensstjerner, side om side med nogle af de største unge talenter i dansk musik, som vi vurderer, er lyden af i morgen. Ude i horisonten venter mange flere navne og oplevelser til plakaten, men med disse kunstnere er vi kommet virkelig godt fra start," siger festivalchef for NorthSide, Brian Nielsen

NorthSide 2020 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 4.-6. juni.

Anbefalet til dig