Good Music Festival er en non-profit endagsfestival, der årligt bliver stablet på benene af de studerende fra Syddansk Musikkonservatorium, som også selv tager del i festivalen - både på scenen og blandt publikum. Det hele foregår lørdag den 24. november på Syddansk Musikkonservatorium midt i Esbjerg.
Good Music til os alle
Good Music er for alle mennesker. Det er musik, der laves og udføres med stor omhu, kærlighed og storslået kreativitet. Good Music handler om at samle folk på tværs af baggrunde, alder, traditioner og musikalitet.
Som Duke Ellington formulerede det: "There's only one type of music and that's Good Music!"
Masser af god musik i vente
Endnu en gang har de ansvarlige studerende stået med ansøgninger til op over begge ører fra deres medstuderende. Herudover kommer Odenses egen sangfugl Helle Henning og giver koncert som aftenens hovednavn. Men det er ikke det hele, for udover sin koncert afvikler Helle Henning også en workshop i forbindelse med Kulturskolens aktuelle talentcamp for musikelever på talentlinjerne i Region Syd.
Helle Henning er dog kun toppen af det i forvejen imponerende program. Aftenen bliver spækket med fantastisk musik fra flere af konservatoriets studerende, der spiller alt lige fra rock, til folkemusik og til techno.
Du kan følge med på Good Music Festivals Facebookside, hvor du kan se mere om de enkelte bands og følge med i programmet, der bliver løbende opdateret.
Du kan blandt andet opleve:
Helle Henning
Lau/Scott/Muff
Tedeschi Trucks Project
To Venner
AAVA
Ravdal
Sustained Climax
Let's Die
Mensink og Vosgerau
Anna Emmeluth m/Band
Jammu
Jakob Nissen Kvartet
Luca Stereo
Meltway
Festivalen finder sted den 24. november 2018 fra kl. 17:00 i de smukke rammer på Syddansk Musikkonservatorium, Kirkegade 61, 6700 Esbjerg, og det er ganske gratis.