Nedtællingen til julen er ikke for alvor begyndt endnu, men allerede nu på fredag, den 16. november, begynder nedtællingen til nytåret. Eller i hvert fald til nytårskoncerterne med i DGI-Huset Vejle.
På fredag begynder billetsalget nemlig, og det plejer at udgøre en hel lille forfest for de mange stamkunder. De møder trofast og tidligt ved turistkontoret og musikteatrets billetskranker, hvor kaffe, pebernødder og koncertbilleter venter.
Ofte har mange endda sidste års billet med, så de kan sikre sig den sædvanlige plads til sig selv, familien, vennekredsen, de gamle naboer eller hvem der nu følges år for år til den festlige koncertoplevelse. Godt og vel fire ud af fem af de ialt 3.400 billetter til Slyngelorkester Lausenianas Nytårskoncerter plejer at være revet væk, når den første salgsdag er omme.
Morgenkaffe hos VisitVejle
To af byens billetkontorer er da også ekstra klar til netop denne dag, hvor der kan købes billetter i Vejle Musikteaters billetsalg samt hos VisitVejle på Banegårdspladsen.
Hos VisitVejle står personalet klar allerede klokken 8.00 til at byde koncertgæsterne velkommen og uddele kø-numre til billetterne, der frigives to timer senere.
Vejle Musikteater er parat klokken 10.00, hvor de står klar med en bod til hver af dagene lørdag og søndag. Man kan også købe billetterne hjemmefra via Musikteatrets hjemmeside, men så går man glip af den forventningsfulde opvarmning til nytårskoncerterne.
Erfarent slyngelorkester
Promenadeorkestret Lauseniana under ledelse af kapelmester Jørgen Fuglebæk byder ved nytårskoncert nummer 63 og 64 siden 1981 på et program, der spænder fra valsekongen Johann Strauss til filmkomponisten John Williams og fra Franz von Suppés operettetoner til Leroy Williams' juletoner.
Årets solist bliver sopranen Cassandra Lemoine, der blandt andet vil synge musik fra musicalen Sound of Music. Og publikum inviteres til at synge med.
Cassandra Lemoine stammer oprindeligt fra Canada, men er uddannet ved Opera Akademiet og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Hun debuterede i 2017 på Det Kongelige Teater som Papagena i Tryllefløjten, og i år har hun spillet hovedrollen Christine Daaé i The Phantom of the Opera på Det Ny Teater.
Orkestret Lauseniana, som af de fleste nok er bedre kendt under navnet Slyngelorkestret, er et fællesjysk underholdningsorkester af håndplukkede, idealistiske amatørmusikere, hvis formål er at skabe musikglæde og holde den lødige underholdningsmusik levende. Siden starten i 1963 har orkestret givet utallige koncerter i Danmark.
Fakta:
Nytårskoncerterne i DGI-Huset Vejle finder sted lørdag den 5. og søndag den 6. januar kl. 15.00.
Billetsalget åbner 16. november kl. 10.00 ved Vejle Musikteaters billetsalg, ved VisitVejles kontor samt online på www.vejlemusikteater.dk.
Der er 1.700 billetter til salg til begge koncertdage. Priserne spænder fra 120 til 180 kroner.
Overskuddet fra nytårskoncerterne går til, at Vejle Kommune i samarbejde med foreninger, institutioner og enkeltpersoner kan tilbyde en række tilbud til skolebørn.