Bland selv-slik til 1,95 kroner per 100 gram lyder næsten for godt til at være sandt.
Ikke desto mindre er det netop, hvad du kan få.
Hos BorderShop i Puttgarden kan forbipasserende købe snolder til den utrolige pris – og som om det ikke var nok, gælder tilbuddet helt frem til den 23. februar.
Det betyder, at du ikke engang behøver at skynde dig afsted.
Rasende kunder
Faktisk er tilbuddet ikke nyt.
Det blev nemlig lanceret i sidste uge, men her blev der hurtigt udsolgt, hvilket resulterede i, at butikken havnede i en shitstorm.
Det skriver Ekstra Bladet.
Mange kunder udtrykte deres frustrationer på sociale medier, da de blev mødt af tomme hylder:
"Det er det værste marketing-flop, jeg nogensinde har været ude for. Det er så stor en svinestreg fra Scandlines/Bordershops side. De bør skamme sig for at lokke kunder til på den måde. Vi skal ikke i Bordershops på vejen hjem. SVINERI," skrev en utilfreds borger.
Undervurderet efterspørgsel
Ifølge BorderShop varede manglen på slik knap et døgn fra søndag eftermiddag til mandag middag.
Scanlines’ pressechef, Anette Ustrup Svendsen, indrømmer, at butikken blev overrasket over den voldsomme efterspørgsel:
"Tilbuddet på bland-selv-slik var en overvældende succes (...) BorderShop solgte op mod tre gange så mange kilo bland selv-slik på én dag som på en gennemsnitlig måned. Det var vi ganske enkelt ikke godt nok forberedte på. Det kan vi kun beklage," hun i en mail til Ekstra Bladet.
For at imødekomme kunderne tilbød butikken i stedet poser med Haribo og Malaco til samme kilopris.
Nu lover BorderShop, at lageret er fyldt op til den kommende uge - så nu kan det godt svare sig at kigge forbi.