Hvor de fleste på 102-årige Manette Baillies alder bruger tiden på at strikke eller passe haven, har hun valgt en mere eventyrlig vej.
Hun har netop sat en ny britisk rekord som den ældste faldskærmsudspringer, da hun i weekenden kastede sig ud fra en flyvemaskine over Beccles Airfield i Suffolk.
Det skriver BBC.
Manette, der bor i den lille landsby Benhall Green nær Saxmundham, har aldrig været den, der siger nej til en udfordring. På sin 100-års fødselsdag susede hun eksempelvis rundt på Silverstone-banen i en Ferrari med 210 km/t.
Men det var tilsyneladende ikke nok for den eventyrlystne pensionist, som to år senere har taget det til nye højder – bogstaveligt talt.
"Det var lidt skræmmende," indrømmede hun med et grin, da hun efter landingen talte med BBC Radio 4.
“Jeg må indrømme, at jeg lukkede øjnene meget fast," fortsætter hun.
Manette, der har en baggrund som medlem af Women's Royal Naval Service under Anden Verdenskrig, afslørede, at hendes faldskærmslyst blev tændt, da hun hørte om en vens 85-årige far, der også havde prøvet et faldskærmsudspring.
"Hvis en 85-årig mand kan gøre det, så kan jeg også," udtaler hun.
Men det var ikke kun spændingen, der drev Manette. Hendes beslutning havde også et andet formål: Velgørenhed. Hun dedikerede derfor sit spring til tre forskellige formål, herunder den lokale Benhall og Sternfield Ex-Servicemen's Club, Motor Neurone Disease Association og East Anglia Air Ambulance.
Sidstnævnte har en særlig plads i hendes hjerte, da ambulancetjenesten i 1969 reddede hendes søns liv efter en dykkerulykke.
Ifølge rekordindehaverens egne ord, kunne dette meget vel være hendes sidste store eventyr.
"Jeg vil begynde at strikke," jokede hun, selvom man godt kunne mistænke, at denne kvinde nok endnu har flere overraskelser i ærmet.
Storbritannien har under alle omstændigheder fået en ny dronning af luftrummet – og hun er 102 år ung.