Nordjyllands Politi modtog mandag aften den 11. marts 2024 klokken 22:10 anmeldelse om en livløs person via telefon 112.
Adskillige patruljer og en ambulance blev omgående sendt til Gravensgade 16 i Hjallerup, hvor Hjallerup Fjernvarme har til huse. Her fandt man den 13-årige, svært tilskadekomne pige.
Til trods for hurtig førstehjælp på stedet, stod pigens liv ikke til at redde. Nordjyllands Politi iværksatte straks massiv efterforskning og kunne kort efter foretage anholdelse af en 17-årig ung mand, samt en 13-årig pige.
Den 13-årige pige er sidenhen blevet løsladt.
Sådan skrev Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den forfærdelige sag har sendt chokbølger gennem Danmark, og mange sender varme tanker til pigens nærmeste. Det gælder også statsminister Mette Frederiksen. Hun skriver følgende i et opslag på Instagram:
"Mit hjerte græder for den 13-årige pige, der i nat mistede livet. Det er så dybt meningsløst og helt ubærligt. Mine varmeste tanker går til familien. Og til alle dem, der havde hende kær 💔"
Du kan se opslaget i bunden af artiklen.
Skræmmende sigtelse
Klokken 14.00 blev den 17-årige unge mand fremstillet i grundlovsforhør, og her så det dagens lys, hvad han er sigtet for.
Det skriver TV 2.
"Sigtelsen lyder på, at den 17-årige skal have udsat den 13-årige pige for kvælning og have dræbt hende ved flere slag i hovedet med knyttet hånd og en mursten", skriver TV 2 og fortsætter:
"Han er desuden sigtet for samleje med barn under 15 år, ligesom han er sigtet for under anvendelse af vold og trusler om vold at have tiltvunget sig samleje med hende."
Den 17-årige har ikke tilstået drab eller de seksuelle sigtelser, men har tilstået grov vold med døden til følge.
Vi her på redaktionen sender de varmeste tanker til familie og andre pårørende i den svære tid.