145 danske steder kan være forurenet med giftigt stof: Nu skal de undersøge

Nyheder
Foto: Shutterstock
Brandøvelser kan føre til forurening, det viser sag fra Korsør

Lige nu læser andre også

Danske Regioner er nu klar med et overblik over brandøvelsespladser i Danmark, fortæller regionerne fredag. Her kan man se, om pladserne ligger i en risikozone i forhold til boliger, grundvand eller overfladevand, men ikke hvorvidt de er forurenede. Det skal undersøges nu.

Stoffet PFOS er kommet i søgelyset, efter at der er gjort store fund i køer, som har græsset tæt på brandskolen i Korsør.

De fem regioner har derfor nu i samarbejde med kommunerne indsamlet oplysninger om, hvor der ellers har været eller er brandøvelsespladser i Danmark. Oplysningerne er fredag sendt til Miljøstyrelsen. Forsvaret fremsender desuden en liste over egne lokaliteter.

Danske Regioners opgørelse viser, at der samlet set er fundet 145 lokaliteter i landet, som skal undersøges nærmere.

Af opgørelsen kan man se lokaliteternes adresse samt en vurdering af, om pladserne potentielt kan udgøre en risiko for mennesker, grundvand eller overfladevand. Det vides dog ikke, om pladserne er forurenede eller ej – det skal undersøges nu.

"Det er rigtig godt, at vi nu har et overblik over brandøvelsespladser, så vi alle kan sætte turbo på arbejdet med at komme eventuelle forureninger til livs," siger Heino Knudsen, formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer, i en pressemeddelese

Næste skridt

Af overblikket kan man også se, at der mange steder allerede er sat aktiviteter i gang på lokaliteterne. På dem, hvor der ikke er sat aktiviteter i gang, skal kommunen nu for hver lokalitet tage stilling til, om der kan gives et påbud til forureneren. Det vil sige, om forureneren stadig findes og selv skal undersøge og rense op efter en eventuel forurening.

I de tilfælde, hvor der ikke kan gives påbud til forureneren, vil regionerne ”overtage sagerne” og prioritere indsatsen på lokaliteterne. 

For at fremme processen har flere regioner dog allerede igangsat udarbejdelsen af såkaldte historiske redegørelse for brandøvelsespladserne. Det vil sige, at man ved hjælp af arkivmateriale, interview og andet undersøger, hvordan, hvornår og hvor ofte der har været anvendt PFOS-holdigt brandskum på lokaliteten. På den måde kan man vurdere, om der skal laves jordprøver og andre undersøgelser på lokaliteten.  

"Vi er nødt til at undersøge pladserne meget grundigt, før vi kan sige, om de er forurenede, og om det i så fald har en indflydelse på menneskers sundhed eller drikkevand. Jeg forstår godt, hvis nogen synes, at det burde gå hurtigere – men det er et ressourcekrævende arbejde, og det er vigtigt, at vi først prioriterer de steder, hvor risikoen er størst. Jeg kan garantere, at alle myndigheder arbejder så hurtigt som muligt," siger Heino Knudsen.

Nyere viden om PFAS-stoffernes giftighed betyder, at Miljøstyrelsen i juli 2021 sænkede grænseværdien for, hvor meget PFOS der må være i jord og grundvand, før det er et problem. Det betyder, at der nu ofte skal tages affære, så snart der findes PFOS et sted.

Anbefalet til dig