Den unge mand, der forårsagede den ulykke, der sidste år kostede en 65-årig mand livet, har fået sin straf.
Lige nu læser andre
Onsdag eftermiddag er en 18-årig mand blevet dømt i den meget omtalte sag om den dødsulykke, der fandt sted for en forretning på Roskildevej i København den 19. august sidste år.
I den omtalte forretning havde en 65-årig kommende bedstefar netop købt en barnevogn, som han ville forære til sin søn og gravide svigerdatter.
Han var ved at læsse den nye barnevogn ind i sin bil, da en sort Porsche Cayenne med den 18-årige mand bag rattet kom kørende i høj fart.
Den unge mand kunne ikke styre sin bil, hvorfor han endte med at påkøre og dræbe den 65-årige mand. Svigerdatteren blev også ramt og blev alvorligt kvæstet.
Ifølge Ekstra Bladet er den 18-årige Faizaan Sadri Arfan nu blevet idømt fem års fængsel. Det er en enig domsmandsret, der er kommet frem til denne straf.
Læs også
“En time og ti minutter før ulykken filmer du dig selv suge lattergas, men vi ved ikke, hvad der sker efterfølgende. Retten mener ikke, at der er ført bevis for, at du var påvirket under selve ulykken,” lyder det fra dommeren til den 18-årige.
Retten mener dog, at der er ført bevis for, at han kørte minimum 70 km/t på strækningen, hvor man må køre 50 km/t.
Retten konkluderer også, at den 65-årige havde parkeret sin bil inden for parkeringslinjen, hvorfor den unge mand sagtens kunne være kørt forbi.
“Selvom du ikke var påvirket, mener vi, at der var tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder,” siger retsformanden også.
Han fortæller også i retten, at man mener, at hans kørsel forud for ulykken, hvor han blandt andet kørte 209 km/t på en nærliggende motorvej, bliver medtaget som skærpende omstændigheder.
Læs også
Efter domsafsigelse gik Faizaan Sadri Arfan og hans forsvarer Mette Grith Stage afsides for at drøfte en eventuel anke, hvilket han besluttede at gøre.
Sagen blev anket på stedet med påstand om frifindelse i det, hendes klient ikke har erkendt, lød det fra Mette Grith Stage.