20-årige Claes hader restriktioner: De ældre skal spærres inde

03/12/2020

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Han er ikke besynderligt glad for de nye restriktioner, der er kommet til Hovedstadsområdet.

Mest læste i dag

Claes Theilgaard var en tur forbi B.T. Live. Han kunne her fortælle, at han hader de nye restriktioner, da de specifikt er rettet mod de unge. 

Det skriver B.T. 

"For unge mennesker er coronavirus ingen dødsdom. Så hvorfor skal vi indrette vores liv, som om det er? De ældre må spærre sig selv inde til jul, hvis de er bange," lyder det fra Claes Theilgaard. 

Han er til daglig studerende, chefredaktør for netmediet Indblik.net, og så er han en ivrig debattør, når det kommer til regeringens ageren under pandemien.

Han langer især ud efter de nye restriktioner. Han mener, at de, der er i en risikogruppe, selv kan vælge at gå isolation, hvis de vil undgå at blive smittet. 

"Der er selvfølgelig nogle få unge, der er i risikogruppen og kan dø af det her. Men de må ligesom de ældre passe godt på sig selv og håbe på, at de har nogle pårørende, der kan hjælpe dem i denne tid," sagde Claes Theilgaard.

Vores liv skal ikke lægges om 

Han siger herefter, at en hel generation af unge mennesker, ikke skal bedes om at lægge deres liv om på grund af en sygdom, som ikke er farlig for dem. 

"Det synes jeg er vanvid," lyder det fra Claes. 

Han mener sågar, at det ville hjælpe på smittespredningen, hvis de ældre, eller dem i risikogrupper, ville vælge at gå i selvisolation. 

"Jeg vil mene, at vi gør det bedre ved faktisk at passe på de ældre og sige, at de må isolere sig, og så sætter vi midler til rådighed, der vil gøre det nemmere for dem at gøre det," siger Claes til B.T.

Claes kommer efterfølgende med et uddybende svar.

"Hvis de ældre er bange for sygdommen, må de selv spærre sig inde til jul. Så er det op til den enkelte familie, hvordan de så vil tackle det.".

Han siger slutteligt, at det er underligt, at man lukker et helt samfund ned for et lille mindretal.

Anbefalet til dig