22-årige Carina fejrer sin jul anderledes end de fleste andre

Nyheder
Carina ser frem til jul, selvom den bliver anderledes end de fleste andres. Foto: Blå Kors
Ikke alle fejrer juleaften i familiens skød.

Lige nu læser andre også

Julen handler blandt andet om at gøre noget godt for andre.

For første gang har Carina Lindegaard meldt sig som frivillig juleaftensdag på værestedet Den Blå Oase i Aabenraa, hvor hun skal hjælpe med at holde en julefest for dem, som ikke har andre at holde jul med.

Hun er 22 år gammel, læser til sygeplejerske og har altid brændt for frivilligt arbejde.

 "Jeg har aldrig selv gået så meget op i julen, så jeg vil gerne give andre en god jul. Jeg er ikke så god til at lave mad, men har tidligere arbejdet som tjener, så jeg kan hjælpe med at servere," fortæller Carina Lindegaard i en pressemeddelelse, som organisationen Blå Kord har offentliggjort. 

Anderledes juleaften

Den Blå Oase i Aabenraa drives af Blå Kors og er et værested for mennesker, som er ensomme eller kæmper med udfordringer i hverdagen.

Årets julefest bliver holdt for 40 gæster og 10 hjælpere - både frivillige og lønnede medarbejdere - som skal stå for madlavning og hygge. I år er der særligt fokus på at sprede gæsterne ud på flere lokaler og holde god afstand. 

"Vi er rigtig glade for, at vi har mulighed for at holde juleaften. Det betyder rigtig meget," siger Robert Refslund-Nørgaard, som er leder af Den Blå Oase, og fortsætter:

"Det er dejligt, at der igen i år er frivillige, som gerne vil hjælpe til. Der er både unge studerende, men også folk, som er skilt, og som også selv får noget godt ud af at holde jul sammen med andre". 

Sammen om at være frivillig

Carina Lindegaard har været frivillig på værestedet ad flere omgange gennem de seneste tre år og tager til jul sin roomie med, som heller ikke skal holde jul med sin familie i år.

"Min mor skal også arbejde juleaften, og jeg ville gerne have været frivillig allerede sidste år, så i år er der ingen undskyldninger. Det gør mig glad at gøre andre glad. Det er også en af grundene til, at jeg vil være sygeplejerske”, siger hun. 

Udover juleaftensdag holder Den Blå Oase også julefrokost anden juledag og har åbent i dagene mellem jul og nytår.

 

Anbefalet til dig