Ved den tragiske ulykke ved Bowl'N'Fun i Esbjerg sidste sommer, blev den 29-årige Daniel Lee Ellis dræbt, da han forulykkede i en gokart.
Under kørslen ramte han barrieren omkring banen med så stor kraft, at det tre centimeter tykke stålrør, der stak ud, gennemborede hans brystkasse.
Han døde kort efter ulykken.
Det har onsdag medført, at Bowl'N'Fun i Esbjerg er blevet idømt en bøde på 100.000 kroner for uagtsomt manddrab.
Det har Retten i Esbjerg afgjort, ifølge JydskeVestkysten.
Bødestørrelsen, som var for retten at beslutte, afspejler dog hverken det, som sagens anklager eller forsvarer havde krævet.
Anklageren havde ved retssagen talt for, at virksomheden blev idømt en bøde på mellem 250.000 og 500.000 kroner.
Bowl'n'Funs forsvarer, advokat Michael Clemmensen, mente derimod, at 25.000 kroner ville være en passende straf.
Men da dommen faldt, lød bøden altså på 100.000 kroner for uagtsomt manddrab
"Bødens størrelse afspejler karakteren og omstændighederne ved ulykken, hvor en person afgik ved døden," siger dommer Jan Tino Knudsen ifølge JydskeVestkysten og tilføjer:
"Og heri er også, at selskabet bag Bowl'N'Fun driver forlystelser med profit for øje og har en stor størrelse."
Under sagens forløb er det kommet frem, at der var fundet store fejl og mangler ved anlægget, hvor 29-årige Daniel var ude at køre, inden sin død.
Det er blandt andet Force Technology samt Arbejdstilsynet, som efter ulykken fandt mange alvorlige mangler ved banen, ligesom den var dårligt vedligeholdt.
Til trods for de store fejl, har Bowl'N'Fun bestået de årlige syn af banen.
Efter ulykken blev den gamle bane skrottet, og en ny gokartbane indkøbt i udlandet.