3 kollegaer vinder 1 million kroner i Lotto: Vil bruge pengene på vidt forskellige ting

Nyheder
Foto: Danske spil
Foto: Danske spil
Tre gode kolleger har vidt forskellige planer for at bruge gevinsten fra deres fælles Lotto kupon.

Lige nu læser andre også

Humøret er nok ekstra højt i et hjørne af kantinen på en større midtjysk virksomhed i disse dage: Tre gode kollegaer var nemlig for ganske nyligt heldige med deres fælles Lotto kupon.

”Min kollega ringede og fortalte, at vi havde vundet en million, og jeg svarede bare ’HVAD har vi vundet?’ Det blev vi godt nok overraskede over, for vi regnede jo ikke med det,” mindes den ene af vinderne, en mand fra Holstebro Kommune, med et grin.

Trioen har spillet sammen ganske længe, men aldrig vundet mere end smågevinster, før altså nu, hvor kuponen blev trukket ud via Millionærchancen: Og så stod der pludselig en million på kontoen.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Pengene er allerede fordelt i tre lige store bunker, og mens kollegaerne blandt andet har planer om et nyt køkken og dyre rejser med vennerne, så ved manden fra Holstebro Kommune godt, hvad han skal bruge pengene til.

En stor del af dem er nemlig allerede solidt øremærkede på hjemmefronten:

”Ja, jeg har nogle børn, der er på vej på efterskole. Og så er de penge ligesom brugt!” siger han med et stort grin. Pengene til efterskolen var dog allerede brugt på forhånd, så gevinsten giver overskud til andre, måske ikke helt så essentielle indkøb.

”Nu er det ikke mig, der er finansminister, men jeg har da købt en ny kikkert til min jagtriffel og et nyt sæt jagttøj. Og så har jeg sagt til min kone og til børnene, at de skal gå ned og købe noget tøj,” fortæller han.

”Den yngste derhjemme troede vist, at vi var millionærer, og så kunne vi købe en ny bil og ditten og datten, men så vendte fornuften tilbage, for nej. Vi ER jo ikke helt millionærer, fordi vi skal dele gevinsten, men det er da stadig mange penge,” siger manden.

Anbefalet til dig