30 tons skæve forårsruller får nyt formål

Nyheder
Foto: Shutterstock
Normalt ville de blive kasseret, men sådan skal det ikke være længere

Lige nu læser andre også

Kampen mod madspild og for større mangfoldighed fortsætter. Og nu bliver det – via et nyt samarbejde mellem REMA 1000 og Daloon – muligt for skæve forårsruller at indtage pladsen på danskernes tallerkener. Discountkæden REMA 1000, som i snart 13 år har samarbejdet med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, går fortsat forrest i kampen mod madspild, og introducerer endnu et velsmagende tiltag i kampen mod madspild. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

"REMA 1000 har igennem flere år, i samarbejde med kædens producenter og leverandører, fokuseret på at mindske dét madspild, som af flere årsager finder sted i produktionen. I den forbindelse har kategorichef og indkøber i REMA 1000, Jonas Garly Sørensen, sammen med en af kædens gode samarbejdspartnere, Daloon, set på det madspild, der sker i Daloons egen produktion – og på hvordan man eventuelt sammen kan løse det," står der i pressemeddelelsen. 

”Det viste sig, at Daloon har en del forårsruller, som bliver sorteret fra, fordi de enten er skæve, ikke ser ens ud, er for store eller for små. Smagen og kvaliteten er den samme som hos de “pæne” og lige forårsruller, så de er jo alt for gode til at gå til spilde,” siger Jonas Garly Sørensen.

Derfor har REMA 1000 og Daloon sammen besluttet, at de tidligere frasorterede forårsruller nu samles i en ny pose med navnet ”Skæve mini ovnruller med grøntsager”. Der er ovenikøbet 50 % mere i posen og til samme pris. Tiltaget med de “skæve” forårsruller er det første af sin slags i Danmark, og hos Daloon er de også glade for, at de uensartede forårsruller nu bliver til måltider fremfor madspild:

”Vi er meget glade for, at alle vores forårsruller nu kommer ud på spisebordet hos danskerne fremfor at blive til madspild, som er et vigtigt fokusområde for os,” siger Lars Hansen, der er sales manager for Daloon i Danmark.

Tidligere er de skæve forårsruller blevet brugt til biobrændsel, oplyses det desuden. 

Fra madspild til måltider

Det fælles tiltag mellem REMA 1000 og Daloon er endnu et skridt i retningen mod mindre madspild, og begge parter har store forventninger:

“Vi håber, at vores kunder tager godt imod produktet, så vi sammen kan reducere det store madspild, som før har fundet sted hos Daloon. Vi forventer, at det bliver til ca. 25-30 tons skæve miniruller om året, som går fra madspild til måltider,” siger Jonas Garly Sørensen.

Det nye landsdækkende initiativ med de “skæve” forårsruller sker i samarbejdet med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, og salget støtter også foreningens fortsatte arbejde i kampen mod madspild. Stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, glæder sig over nytænkningen:

“En større mangfoldighed på madområdet hilses i den grad velkommen. Desuden tyder noget på, at danskerne kan være positive overfor tiltaget. I en endnu ikke-udgivet undersøgelse udført af Kantar Gallup for Stop Spild Af Mad kan jeg allerede løfte sløret for, at op mod hver 2. dansker er positive overfor “frasorterede” produkter –dvs. bl.a. 2. sorterings eller 2. klasses råvarer og/eller “grimme” og ukurante grøntsager, frugt eller anden lignende frasorteret produktion,” fortæller hun.

Tiltaget med de “skæve” forårsruller er det femte tiltag i rækken hos REMA 1000, som kan bryste sig af at være dén dagligvarekæde i Danmark, som har det største udvalg af de “frasorterede” produkter i kampen mod madspild.

Det startede i 2016 med “Årets Ævlerov” sammen med Danmarks største mosteri Ørbæk Mosteri, Orskov Foods. Efterfølgende kom i 2018 “grimme” grøntsager og ketchup mm. sammen med Danmarks største tomatproducent Alfred Pedersen & Søn ApS, Gartneriet Østervang Sjælland, GASA Odense og GASA Nord Grønt AmbA. Så kom 2. sorterings økologiske minigulerødder sammen med Danmarks største rodfrugtsproducent DanRoots A/S. For nyligt udkom madspildsoste fra Them Andelsmejeri, som er “skæve på vægten”. Og nu bliver det også muligt for Daloons “skæve” forårsruller med grøntsager at ende på danskernes tallerkener i stedet for at gå til spilde.

 

Anbefalet til dig