Bredbåndspuljen har netop åbnet for ansøgninger, der skal sikre hurtigere og mere tidssvarende bredbåndsforbindelser til danskere i områder med dårlig internetdækning.
I år er kriterierne for at kunne søge puljen ændret, så endnu flere kan komme i betragtning til støtte. Ansøgere skal derfor kun have adgang til internethastigheder på mindre end 100 Mbit/s download via fast bredbånd og mindre end 600 Mbit/s via mobilt bredbånd for at være berettiget til tilskud. Derfor kan hele 33.000 adresser søge puljen i år. Det er omkring 6.000 flere end sidste år.
De nye rammer betyder også, at endnu flere adresser end tidligere kan søge den særlige ordning for enkeltadresser i stedet for at indgå i et projekt med flere andre.
- Der er lavet nogle ændringer, som det er vigtigt at være opmærksom på, hvis man bor i et område med dårligt internet. Fristen for at søge puljen som enkelt adresse ligger i ferieugerne, så derfor er det vigtigt at få undersøgt, om du er tilskudsberettiget og søge, inden du rejser på sommerferie. Heldigvis skal du nærmest kun indtaste din adresse og kontaktinformation på puljens hjemmeside, og så hjælper vi med resten, siger Carsten Bryder Thejls, der er direktør for Norlys’ fiberforretning.
Hvor blot omkring 2.900 adresser kunne søge ordningen for enkeltstående adresser sidste år er tallet vokset til 4.000 i år. Er man tilskudsberettiget, vil man få besked i sin e-Boks. Fristen for at annoncere sit projekt er 10. juli.
Står klar med hjælp
Når det kommer til den almindelige ordning, er ansøgningsfristen noget længere.
Her har ansøgerne frem til 23. september til at annoncere deres projekt.
Der ligger dog også lidt mere arbejde i at søge støtte fra den almindelige ordning, fordi flere husstande i et område skal gå sammen for at stable et projekt på benene.
- Det betyder blandt andet, at du skal samle de tilskudsberettigede adresser omkring dig til et projekt. Derudover ser ansøgningsprocessen også lidt anderledes ud, end hvis du søger som enkelt adresse. I Norlys har vi erfarne medarbejdere, der er vant til at hjælpe bredbåndsprojekter med at blive realiseret, som man meget gerne må trække på. De ved også præcis, hvad de nye rammer kan betyde for et projekt, siger Carsten Bryder Thejs.
På SDFI’s hjemmeside kan du se et kort over tilskudsberettigede adresser. Norlys holder desuden en række informationsmøder, hvor det er muligt at møde op og blive klogere på processen samt de nye rammer for puljen.