Det er efterhånden blevet sagt mange gange, at man skal passe på med, hvad man deler på de sociale medier. I nogle tilfælde kan det nemlig ende med at blive brugt mod én.
For eksempel er der mange eksempler på, at folk har delt opdateringer om, at de skal på ferie. Det har indbrudstyve udnyttet til at besøge deres hjem, mens de har ligget ved poolen under varmere himmelstrøg.
Det er dog ikke den eneste anledning, hvor man skal være meget varsom med, hvad man deler på de sociale medier. Det er også tilfældet, hvis man fremviser ting, som ikke er lovlige at have i Danmark.
Det fandt en 33-årig mand ud af, da han tirsdag fik besøg af Syd- og Sønderjyllands Politi. De havde fået en anonym meddelelse om, at der et sted i Sønderborg Kommune var en person, der på det sociale medie TikTok havde fremvist en strømpistol.
Ifølge JydskeVestkysten foregik dette live, hvorfor den anonyme anmelder kunne viderebringe det til Syd- og Sønderjyllands Politi med det samme. Det er nemlig ikke lovligt at besidde dette i Danmark, hvilket fik politiet til at rykke ud.
"Vi kører ud og kigger og får fat i en yngre mand. Vi finder det, der ligner en stav-lygte, men i stedet for en pære, så har den strøm ude for enden," siger Kjeld Jørgensen, der er politikommissær hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det viste sig, at der var tale om en 33-årig mand fra Sønderborg Kommune. Det blev besluttet, at han skulle med på stationen, hvor der kunne blive udvekslet et par alvorsord med ham. Desuden er han også blevet sigtet for at eje den pågældende strømpistol.
Kjeld Jørgensen er glad for, at den anonyme anmelder besluttede sig for at reagere på, hvad vedkommende så på det sociale medie.
"Det er fint, at folk er opmærksomme og underretter os, når de ser sådan noget," lyder det.
Det er meget sandsynligt, at forseelsen resulterer i en bødestraf. Hvis den har været anvendt, er det dog en anden sag. Her kan det ende med at udløse en fængselsstraf.