Det er i en helt særlig anledning, at discountbutikken deler gratis produkter ud til danskerne.
365discount er national partner på Royal Run.
365discount er national partner på Royal Run den 29. maj 2023, og vil i den forbindelse dele 100.000 bananer ud til løbere.
Når Royal Run løber af stablen den 29. maj 2023 vil 365discount - som national partner til løbet - dele 100.000 bananer ud fordelt på de fem værtsbyer: Aabenraa, Nyborg, Herning, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
Det skriver Coop Danmark A/S i en pressemeddelelse.
Frivillige og medarbejdere fra 365discount vil være til stede ved målstregen i alle løbsbyer - og på udvalgte steder langs med ruten - hvor der deles bananer ud og sørges for sund energi til løbet.
Som ekstra hep til deltagerne stiller 365discount op med heppekor og DJ i fanzonen i København/Frederiksberg, fortæller direktør for 365discount Thomas Nielsen:
"Vi er utrolig stolte over at være nationale partnere på Royal Run, et løb der sætter fokus på fællesskab og bevægelse for livet. Det spiller godt sammen med vores fokus på tilgængelige sunde varer til alle danskere, mere frisk frugt og grønt til priser hvor alle kan være med, så 365discount kan bidrage til folkesundhed for flest mulige kunder", siger Thomas Nielsen.
Donationen af 100.000 bananer til Royal Run kommer som endnu et led i den grønne strategi for 365discount, der skal gøre sunde varer lettere tilgængelige for flere danskere.
I februar sendte 365discount 14.853 underskrifter for lavere moms på frugt og grønt til fødevareministeren.
Det skete på baggrund af et forsøg, som 365discount gennemførte i sine godt 300 butikker.
Her sænkede kæden priserne på frugt og grønt med det, der svarer til momsen, hvilket gav en markant stigning i salget af frugt og grønt.